07/05-15
-
Pressemeddelelse
"Ja" til Tønder Kommunes bryllupsinvitation
Stor interesse for idekonference om udvikling af Tønder Kommune som attraktiv bryllupsdestination
ilmeldingerne til Tønder Kommunes invitation til en noget usædvanlig konference, hvor et stort bryllup står for døren, strømmer ind, og mange turist- og detailaktører, giftefogeder og interesserede fra andre kommuner har allerede givet deres "ja" til Tønder Kommunes idé om konferencen.
Rød løber, romantisk musik og vaskeægte bryllupsstemning vil møde gæsterne, når de ankommer til Klægager i Ballum onsdag den 27. maj. Dagen er et led i kommunens ønske om at styrke sin position som attraktiv bryllupsdestination.
- De romantiske rammer er sat for at sørge for den helt rigtige stemning for idéudvikling og samarbejdsånd på konferencen. Vi skal løfte i fællesskab for at skabe en unik oplevelse omkring borgerlige vielser, som skal give parrene et uforglemmeligt minde, siger Thomas Dam, borgerservicechef.
Udover den romantiske stemning har kommunen også lagt et seriøst arbejdsprogram for dagen. Thomas Dam fortæller:
- Vi har allieret os med nogle af de bedste her fra området og en ekstern ekspert, som sammen er godt i gang med planlægningen. Projektledere fra både Idéakademiet Tønder, Mind Factory by ECCO, Kommunikationsbureauet KALB i Løgumkloster og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø er involveret i både festlighederne og det seriøse arbejde på konferencen. Allerede nu er programmet fyldt med ambitiøse og motiverende indslag, som deltagerne kan glæde sig til.
Investering skal yngle ved bryllupsbordet
500.000 kroner er øremærket vielseskonceptet for Tønder Kommune. Heraf vil nogle af pengene blive brugt i forbindelse med idékonferencen, og hovedparten vil stå til rådighed for den arbejdsgruppe, der efterfølgende skal arbejde med projektet. Det er målet for borgerservice i Tønder Kommune, som hvert år vier cirka 1.700 udenlandske par, at pengene skal yngle.
- Det er et spændende tiltag for kommunen. Nu søsætter vi idékonferencen for at kickstarte og kvalitetssikre tiltaget. Med professionel styring, opbakning samt samarbejdsvilje, er målet for konferencen at udarbejde starten på en ny forretningsmodel, der vil bringe endnu flere borgerlige vielser til kommunen.
Fakta:
Idékonferencen "Heiraten in Tondern" holdes den 27. maj på Klægager i Ballum. Her kan alle interesserede deltage ved at tilmelde sig til anja@kalb.dk senest onsdag den 13. maj.
Pressekontakt
Thomas Dam
Borgerservicechef
7492 9038
2855 4953