04/06-15
-
Pressemeddelelse
Kommune beholder al rengøring
Privat virksomhed stod efter konkurrenceudsættelse til at overtage rengøringen i Skærbæk-området i Tønder Kommune, men nu har virksomheden trukket sig
De kommunalt ansatte rengøringsfolk skal fortsat stå for rengøringen på alle skoler, daginstitutioner, biblioteker mm. i Tønder Kommune - også i Skærbæk-området.
Efter konkurrenceudsættelse af rengøringsopgaven var der ellers lagt op til at overdrage rengøringen i Skærbæk-distriktet til den private virksomhed rengoering.com, der afgav det samlede set mest fordelagtige tilbud på opgaven i dette område.
Men efterfølgende har rengoering.com meddelt Tønder Kommune, at virksomheden trækker sig. Med henvisning til interne forhold ser virksomheden sig ikke i stand til at kunne løse opgaven forsvarligt. Det gælder både i forhold til økonomi og driftssikkerhed.
Rengoering.com har hovedsæde i Birkerød på Sjælland.
Fire geografiske områder
Ved udbuddet var opgaven opdelt i fire geografiske områder: Skærbæk, Tønder, Toftlund og Løgumkloster. Kommunens egne medarbejdere vandt opgaven i områderne Tønder, Løgumkloster og Toftlund og var nr. 2 i Skærbæk-området.
Da nr. 1 i Skærbæk nu har trukket sig, får kommunens egne folk også opgaven her, og dermed fastholdes den samlede rengøringsopgave i kommunalt regi.
- Det er ærgerligt, at en virksomhed, vi mente at have en aftale med, springer fra så kort før målstregen. Til gengæld glæder jeg mig på vores medarbejderes vegne over, at de kan beholde opgaven. Med konkurrenceudsættelsen har vi fået afdækket markedet, og medarbejderne har dokumenteret, at de er konkurrencedygtige. Det er jeg naturligvis meget tilfreds med, og medarbejderne kan med god grund være stolte, siger borgmester Laurids Rudebeck.
De berørte medarbejdere blev torsdag orienteret om den nye udvikling på et personalemøde i Skærbæk.