Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/09-15   -   Pressemeddelelse

Landbrugsrådgivning køber rådhus

Tønder Kommune sælger nu det tidligere rådhus i Løgumkloster til Landbrugsrådgivning Syd

Det tidligere rådhus i Løgumkloster bliver nu solgt til Landbrugsrådgivning Syd. Det har Kommunalbestyrelsen i Tønder Kommune besluttet, efter at ejendommen har været udbudt til salg.

Landbrugsrådgivning Syd, der har afdelinger i Løgumkloster, Odense, Svendborg, Varde, Vejle og Ry, vil bruge rådhusbygningen i Løgumkloster til udvidelse af den eksisterende rådgivningsvirksomhed og til udlejning.

Aftalen om salg af ejendommen glæder borgmester Laurids Rudebeck.

- For det første sikrer vi fortsat aktivitet i det tidligere rådhus, sådan som det hele tiden har været hensigten. For det andet får Landbrugsrådgivning Syd mulighed for at udvide aktiviteterne i Løgumkloster og skabe flere lokale arbejdspladser. Det er naturligvis et stort plus og en gevinst for os alle, siger borgmesteren.

Det indgår også i aftalen, at kommunen lejer en del af rådhuset til hjemmeplejen og sygeplejen i Løgumkloster.

Bedre faciliteter til udvikling

For Landbrugsrådgivning Syd betyder handlen, at selskabet fremover er sikret gode faciliteter i Løgumkloster.

- Det giver os bedre mulighed for at udvikle forretningen til gavn for både kunder og ansatte, siger direktør Børge Sørensen fra Landbrugsrådgivning Syd.

I første omgang skal selskabet i gang med at planlægge og ombygge lokalerne til eget brug. Det vil ske i første halvår 2016.

Pris 3,5 mio. kr.

Landbrugsrådgivning Syd var eneste tilbudsgiver ved udbuddet, og selskabet overtager ejendommen til mindsteprisen på 3,5 mio. kr.

Samtidig er det aftalt, at kommunen overtager Landbrugsrådgivning Syds nuværende ejendomme på Guldagervej i Løgumkloster til markedsværdien på 1,8 mio. kr.

Kommunens administration samles

Salget af det tidligere rådhus er en konsekvens af Kommunalbestyrelsens beslutning i 2012 om at rationalisere og effektivisere den kommunale administration ved at samle de administrative funktioner i Tønder.

Siden kommunesammenlægningen i 2007 har rådhuset i Løgumkloster bl.a. været ramme om kommunens teknik- og miljøforvaltning.

For at få plads til administrationen i Tønder opføres der nu en tilbygning på ca. 3.000 kvm. ved Tønder Rådhus. Byggeriet er færdigt til december, og kort efter flytter de administrative medarbejdere sammen.

Landbrugsrådgivning Syd overtager derefter rådhusbygningen i Løgumkloster den 1. februar 2016, og fra 1. oktober 2016 disponerer kommunen over rådgivningsselskabets tre nuværende bygninger på Guldagervej.

Fakta:

Rådhuset i Løgumkloster er oprindelig bygget som skole i 1904 og blev bygget om til rådhus ved kommunesammenlægningen i 1970. Siden den nye kommunesammenlægning i 2007 har bygningen været hjemsted for Tønder Kommunes teknik- og miljøforvaltning.

Landbrugsrådgivning Syd yder faglig rådgivning til danske landmænd. Virksomheden dækker hele Region Syddanmark og Midtjylland og beskæftiger over 100 specialiserede medarbejdere.

Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire