Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/09-15   -   Pressemeddelelse

Frivillige fejret og hædret ved festligt arrangement

Med musik, underholdning, taler og prisoverrækkelse fejrede Tønder Kommune fredag de mange frivillige ildsjæle for deres store indsats i foreningslivet. Øster Højst UIF og Borgerforeningen for Højst Sogn løb med hæderen som Årets Forening 2015

Fredag dannede Klosterhallerne i Løgumkloster ramme om fejringen af de mange frivillige ildsjæle i Tønder Kommune.

Tønder Kommune havde med et ønske om at fejre og hylde frivilligheden inviteret alle frivillige til det festlige arrangement. I alt godt og vel 160 frivillige fra foreninger rundt om i hele kommunen havde takket ja til den invitation.

De blev mødt med musik og dans ved Sprogskolen, inden viceborgmester Bent Aabling Paulsen bød de mange frivillige velkommen:

- I dag skal vi fejre nogen, som virkelig har fortjent det: Jer - de frivillige, lød det blandt andet i åbningstalen.

Herefter var der politiske indlæg blandt andet om temaet "Grokraft for fællesskaber" ved formændene for Socialudvalget Kim Printz Ringbæk, Sundhedsudvalget Irene Holk Lund og Kultur- og Fritidsudvalget Jørgen Popp Petersen, inden de frivillige tog en snak om samarbejde, og om hvordan frivilligheden trives.


Foreninger fra Øster Højst løb med den store hæder
Et af aftenenes allerstørste højdepunkter var uden tvivl, da spændingen om hvem der løb med titlen som Årets Forening 2015 skulle udløses.

I år havde tildelingskomitéen valgt at nominere tre foreninger til prisen blandt de i alt 28 forskellige indstillede foreninger. De nominerede var Klosteret, Sæd-Ubjerg Lokalråd samt Øster Højst UIF sammen med Borgerforeningen for Højst Sogn.

Det blev sidstnævnte, Øster Højst UIF sammen med Borgerforeningen for Højst Sogn, der løb med den fornemme hæder og titlen som Årets Forening 2015.

Det stod klart, da formand for Sundhedsudvalget Irene Holk Lund overrakte diplomer til de to foreninger sammen med præmien på 10.000 kroner, som skal bruges i foreningernes virke.

Om årets vinder sagde Irene Holk Lund blandt andet:

- Både idrætsforeningen og borgerforeningen har et stort engagement og vilje til at skabe et miljø, hvor fællesskabet er i højsæde. De formår sammen at udnytte kompetencer og muligheder til gavn for byens borgere.

I alt havde Tønder Kommune modtaget 40 indstillinger fordelt på 28 forskellige foreninger. Det var derfor en stor udfordring, tildelingskomitéen stod overfor, da vinderen skulle findes:

- De mange indstillinger er jo et stærkt udtryk for den store forskel de frivillige indsatser gør i så mange foreninger rundt om i kommunen. Derfor har det bestemt ikke været nogen nem opgave at pege på tre nominerede og i sidste ende kun én vinder, for alle de indstillede har sådan set fortjent en pris for deres store indsats og betydning i foreningslivet, udtaler Irene Holk Lund, der også er medlem af tildelingskomitéen.

Det er anden gang, Tønder Kommune uddeler prisen som Årets Forening ved fejringen af de frivillige.

Sidste år faldt valget på Ottersbøl Rideklub.

Pressekontakt

Irene Holk Lund
Formand for Sundhedsudvalget
  50 84 64 54

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire