Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/10-15   -   Pressemeddelelse

Glæde i Tønder over nye arbejdspladser

Borgmester Laurids Rudebeck roser regeringen og Folketinget for vilje til at sikre en mere ligelig udvikling i landet

Regeringen har besluttet at udbygge NaturErhvervstyrelsens afdeling i Tønder ved at flytte 20 af styrelsens arbejdspladser til grænsebyen. Desuden er der som led i regeringens handlingsplan for SKAT planer om at placere et antal nye stillinger i det eksisterende skattecenter i Tønder.

Udflytningen er et led i regeringens nye plan for bedre balance i Danmark, og borgmester Laurids Rudebeck hilser beslutningen velkommen.

- Overordnet er det meget positivt, at regeringen med den samlede plan lever op til løfterne om at sikre en mere ligelig udvikling i Danmark. Jeg glæder mig samtidig over, at der er bred politisk opbakning i Folketinget til udflytning af statslige arbejdspladser. Viljen til at rette op på den skæve udvikling er til stede. Det er et godt udgangspunkt, siger Laurids Rudebeck.

Borgmesteren er - ikke overraskende - særlig glad for, at Tønder Kommune nu får del i den udflytning, regeringen er klar til at gennemføre.

- Vi har brug for arbejdspladser. Det er altafgørende for vores udviklingsmuligheder. Det har vi argumenteret for, og vi har især peget på, at det vil give god mening at udbygge eksisterende statslige funktioner i Tønder. Jeg er selvfølgelig glad for, at der er blevet lyttet til os på Christiansborg. Jeg ved godt, at udflytning af statslige arbejdspladser ikke løser alle vores problemer. Men det er en kærkommen håndsrækning, som vi selvfølgelig meget gerne tager imod.

- Mange gode kræfter i lokalsamfundet arbejder for at skabe udvikling og vækst. Det vil vi fortsætte med, men det er helt afgørende, at staten spiller positivt med. Det oplever vi nu både med udflytning og med regeringens vækstpakke og en mere lempelig planlov. Det lover godt, og jeg er i dag en mere optimistisk borgmester, end jeg var for få uger siden, siger Laurids Rudebeck.

Byder nye medarbejdere velkommen

Borgmesteren oplyser, at kommunen er klar til at tage imod de nye arbejdspladser fra staten.

- Vi har pladsen og faciliteterne. Vi er også klar til at tage godt imod de medarbejdere, der vælger at flytte med jobbet til Tønder. Vi er meget opmærksomme på, at det ikke altid er en nem sag for familier at rykke teltpælene op. Men jeg kan garantere for, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe medarbejderne godt til rette, også i forhold til job til ægtefæller og samlevere, siger Laurids Rudebeck.

Han fremhæver i den forbindelse, at Tønder Kommune er et område med rigtig gode job- og karrieremuligheder.

- Vi har brug for gode og dygtige folk, og som lokalsamfund vil vi stå sammen om at byde medarbejderne velkommen, så de hurtigt falder godt til. Det er et dejligt område med mange muligheder, natur i verdensklasse og et væld og af kultur- og fritidstilbud.

Fakta:

NaturErhvervsstyrelsen afdeling i Tønder er placeret i en del af den tidligere kaserne. Afdelingen har i dag ca. 100 medarbejdere og bliver nu 20 flere.

NaturErhvervstyrelsen er en styrelse under Miljø- og Fødevareministeriet med afdelinger, inspektorater og skibe over hele landet.

Styrelsen har ansvaret for ministeriets erhvervs- og miljøpolitik og arbejder med at skabe gode rammer for vækst i fødevareerhvervene og samtidig sikre en forsvarlig forvaltning af naturen.

Pressekontakt


Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire