Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/10-15   -   Pressemeddelelse

Tønder og Esbjerg sammen om at drive asylcenter i Hviding

Udlændingestyrelsen opretter nyt asylcenter med 300 pladser i Esbjerg Kommune med Tønder Kommune som driftsoperatør

Det gamle hospital i Hviding får nye beboere i løbet af november og december. Her opretter Udlændingestyrelsen nemlig et nyt asylcenter, som Tønder Kommune skal stå for driften af i et tæt samarbejde med Esbjerg Kommune.

Udlændingestyrelsen er lige nu ved at lægge sidste hånd på planlægningen af det nye asylcenter, som Tønder Kommune vil drive gennem afdelingen AsylSyd, der i forvejen står for den daglige drift af fire asylcentre i Sønderjylland på vegne af Udlændingestyrelsen. Det er centrene i Løgumkloster og Toftlund i Tønder Kommune og centrene i Uge og Bolderslev i Aabenraa Kommune.

I Hviding lejer Udlændingestyrelsen det tidligere sygehus, der i dag ejes af statens ejendomsselskab, Freja ejendomme A/S. Region Syddanmark bruger enkelte af bygningerne, men vil flytte ud midt i november, hvorefter Udlændingestyrelsen ventes at råde over hele bygningskomplekset. Dog vil en enkelt bygning fortsat blive brugt af Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

- Vi er rigtig glade for, at det gamle hospital i Hviding kan gøre gavn og være med til at hjælpe så mange mennesker, der står i en ulykkelig situation. Vi har alle sammen et stort fælles ansvar for at løse opgaven med at huse de mange asylansøgere på bedste vis, og vi ser frem til et godt samarbejde med Udlændingestyrelsen og AsylSyd, siger borgmester i Esbjerg Kommune Johnny Søtrup.

Det nye asylcenter i Hviding vil blive taget i brug løbende i anden halvdel af november og frem mod udgangen af året. På centret vil der være plads til ca. 300 asylansøgere. Derudover bliver der oprettet flere pladser, som kan tages i brug efter behov. Disse pladser vil derfor ikke altid vil være besat.

Udlændingestyrelsen vil også gennemføre mindre istandsættelser af bygningerne og vil i videst muligt omfang gøre brug af lokale entreprenører og leverandører til arbejdet.

Tønder er parat

Tønder Kommune er parat til at påtage sig den nye opgave for Udlændingestyrelsen, oplyser fagchef Lars Møldrup.

- Vi har et stærk samarbejde med Udlændingestyrelsen i dag, hvor AsylSyd er driftsoperatør på en række asylcentre i det sønderjyske. Dette samarbejde vil vi udbygge på det nye asylcenter i Hviding, hvor vi også i tæt samarbejde med Esbjerg Kommune vil sikre en forsat effektiv drift. Når det lykkes godt, indgår asylcentrene i et synergifællesskab med resten af lokalområdet. Det åbner gode muligheder for, at asylansøgere også er andet end asylansøgere. De er potentielle kunder hos den lokale købmand, potentielle elever i folkeskolen og potentielle sportsudøvere i det lokale idrætsliv, siger Lars Møldrup.

Informationsmøde

Esbjerg Kommune vil sammen med Udlændingestyrelsen og Tønder Kommune holde et informationsmøde i Hviding om de nye asylcenterplaner. Mødet finder sted i Hviding Forsamlingshus onsdag den 11. november kl. 18 og vil blive annonceret i de lokale aviser. På mødet vil repræsentanter fra Esbjerg Kommune, Udlændingestyrelsen og Tønder Kommune være til stede for at orientere om planerne og svare på spørgsmål.

Pressekontakt

Lars Møldrup
Fagchef i Tønder Kommune
  2459 7596

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire