Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
29/10-15   -   Pressemeddelelse

Kulturugen er i gang

En spændende og meget bred pallette af kulturtilbud skydes i gang på lørdag med storslået officiel åbning i hele Skærbæk.

Kulturugen byder på alt lige fra åbne værksteder, danseaftener, foredrag, koncerter og udstillinger til det store afslutningsarrangement med Bodil Jørgensen i "Den sidste turist i Europa". I alt er der hele 43 aktiviteter spredt ud over kommunen i Kulturugen, som igen er i uge 45 - fra den 30. oktober til den 7. november.

Åbningen omdanner Skærbæk til kulturpallette
Åbningsarrangementet i Skærbæk er en hel kulturpallette i sig selv, som starter med at byde gæsterne på kaffe og rundstykker til musik fra pigebandet Story of Mind.

Kl. 11 holder formand for Nationalpark Vadehavet, Janne Jørgensen Liburd, den officielle åbningstale, efterfulgt af taler ved formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Popp Petersen og formanden for Kulturelt Forum Jens Andresen. Alt sammen i kulturhuset Emanuel i Skærbæk.

Det er HELE byen, som denne lørdag står i kulturens tegn! "Den kreative gruppe" står for udsmykning af byen, og butikkerne vil være åbne fra 10 - 15, og på City Burgers menukort kan man den lørdag finde en Kultur-burger.

Ferniseringer, halloween, bazar og ildkugler
Åbningen byder på hele to ferniseringer - kl. 12.30 i Gallerie Erz, med udstillingen "Skærbæktæpperne møder lokal kunstner" og kl. 14 i Skærbæk Fritidscenter med "Grænseudstillingen". Desuden er der i Skærbæk Fritidscenter bazer i hal 1 og åbne værksteder.

Kl. 16.00 bliver der Halloween-optog fra terrassen ved Skærbæk Fritidscenter og ud til Hjemsted Oldtidspark, hvor åbningen slutter med aktiviteter af spejderne, teaterfolk og Oldtidsparken. Punktum for denne flotte dag sker når Oldtidsparken affyrer ildkugler for at markere åbningen af Kulturugen 2015. Der er ingen entré for at deltage i aktiviteterne i Oldtidsparken.

Frivillige kræfter
Det er en lang række frivillige, som står bag de flotte aktiviteter. Alene i Skærbæk har en frivillig gruppe brugt næsten ét år på at planlægge dagen, og det er deres håb, at rigtig mange borgere i Tønder Kommune, vil komme og markere åbningen sammen med arrangørerne i Skærbæk.

"Der er i det hele taget lagt mange frivillige timer bag det store program igen i år og vi glæder os særligt over bredden og spredningen af aktiviteterne. Formålet med kulturugen er netop at tænke aktiviteterne ind i en bred kontekst med en ligeså bred geografisk spredning. Og det mål synes jeg, vi har nået", fortæller Kulturudvalgsformand Jørgen Popp Petersen, som selv glæder sig til at deltage i Kulturugen.

Årets tema
Hvert år ligger der et tema bag kulturugen og 2015 er ingen undtagelse. I år er temaet "Kvinden". Et emne, der er aktuelt i hele landet, særligt fordi 2015 er 100-året for blandt andet kvinders valgret i Danmark. En række af kulturaktørerne i Tønder Kommune har ladet sig inspirere af emnet og har valgt at følge temaet med interessante og underholdende arrangementer.

Jens Andresen, som er formand for Kulturelt Forum håber, at rigtig mange borgere lader sig inspirere til en aktiv uge i kulturens tegn og deltager selv i de mange spændende tilbud. Bag programmet står en arbejdsgruppe af frivillige, som har koordineret planlægningen i samarbejde med Kulturelt Forum.

"Det har været en dejlig udfordring at få programmet til at gå op og vi synes selv, at vi har fået et godt program ud af det igen i år" fortæller formanden for dette års arbejdsgruppe Aase-Lene Lysgaard Madsen fra Højer.

Tønder Kulturuge er et initiativ under Kulturelt Forum i Tønder. Forummet rådgiver Tønder Kommune i kulturelle spørgsmål og fungerer som paraplyorganisation for kulturaktører, -foreninger og -institutioner i kommunen. Det er Kulturelt Forums formål at arbejde for at styrke og udvikle kulturlivet i bred forstand til glæde for borgere i Tønder Kommune. Kulturugen har eksisteret siden 2011 og dermed har dette års arrangementer femårs jubilæum.
Se hele programmet på kulturuge.dk.

Pressekontakt

Aase-Lene Lysgaard Madsen

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire