Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/01-16   -   Pressemeddelelse

Mette Bock - om at være individualist eller partisoldat i det politiske partisystem i Danmark.

Tønder Kommunes Biblioteker & Kulturinstitutioner præsenterer i samarbejde med Musik- & Teaterhøjskolen i Toftlund et intenst og højaktuelt foredrag med Liberal Alliances gruppesekretær og multiordfører.

Er det politiske partisystem i Danmark i opbrud? Er de stabile fællesskaber på retur, imens individualismen oplever fremmarch? Er dét en positiv eller en negativ udvikling? Og hvilken betydning har det for det demokratiske folkestyre her til lands?

Dét giver Mette Bock sit besyv på, når hun fortæller om sin vandring gennem det politiske landskab. Hun kender om nogen det politiske partisystem i Danmark fra en insider vinkel. Hun har en lang aktiv politisk karriere bag sig, der startede som medlem af Socialistisk Folkeparti, for hvem hun stillede op som folketingskandidat i 1994. Ved folketingsvalget i 2001 var hun på plakaten som kandidat for det Radikale Venstre, hvor hun også var næstformand i partiets landsorganisation frem til 2006. I 2007 skiftede hun parti til Ny Alliance og blev i september 2010 Liberal Alliances spidskandidat til Folketinget for Sydjyllands Storkreds. Ved folketingsvalget i 2011 opnåede hun et personligt stemmetal på 6.827, som ved folketingsvalget i 2015 nåede op på 11.588 personlige stemmer.

Hun bestrider ikke mindre end 4 ordførerskaber i partiet; udenrigs, landbrugs, medie og kirke. Derudover er hun også partiets gruppesekretær og præsidiemedlem.

Et imponerende CV
58-årige Mette Bock, født Samuelsen, er søsterligt ophav til partiformand i Liberal Alliance, Anders Samuelsen. Hun er uddannet cand.scient.pol. (statskundskab) og mag.art. i filosofi. I en årrække fungerede hun som ekstern lektor ved Handelshøjskolen i Århus sideløbende med sine virker i det private erhvervsliv. Hun landede sit første lederjob i 1989 som programchef hos Dansk Management Forum. Fra 1992-1998 var hun formand for Muskelsvindfonden, hvorefter hun for en kort periode var journalist på Morgenavisen Jyllands-Posten, inden hun i 1999 blev chefkonsulent hos Lisberg Management og programdirektør for Scandinavian International Management Institute. I 2002 blev hun ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Jydske Vestkysten og Syddanske Medier. Hun er en hyppigt anvendt politisk kommentator og flittig deltager i den offentlige debat.

Derudover bestrider hun og har bestridt en række tillidsposter bl.a. som bestyrelsesformand for Frit Oplysningsforbund i Århus (1997), medlem af Kaospiloternes Pædagogiske Råd (1992-1996), bestyrelsesformand for Learning Lab Denmark (2000-2002), bestyrelsesmedlem for Syddansk Universitet (siden 2003), medlem af Grundtvig Akademiets Akademiudvalg (siden 2007) og repræsentantskabsmedlem i Kunstrådet (siden 2009).

Hun har opnået stor anerkendelse for sine foretagender bl.a. som modtager af hædersprisen som Årets Erhvervskvinde i 2006, Dansk Selskab for Virksomhedsledelses jubilæumspris i 1991 og Århus Universitets Sølvmedalje for filosofisk prisopgave i 1986.

Privat er hun gift med seminarielektor og bosat i Horsens. Parret har 3 voksne børn og 4 børnebørn.

Pressekontakt

Mette Rønn Olesen
Tønder Kommunes Biblioteker
  74 92 98 09

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire