Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/02-16   -   Pressemeddelelse

16.239+1 underskrifter til regionen

Regionsrådsformand Stephanie Lose besøgte i dag Tønder Sygehus, og udover ny viden om det sygehus, hvor hun selv er født, fik hun en flot gaveæske med underskrifter med tilbage

Da regionsrådsformand Stephanie Lose mandag morgen aflagde Tønder Sygehus et besøg, fik hun overrakt 16.239+1 underskrifter fra borgere, der ønsker at beholde deres lokale nærsygehus.

Den sidste underskrift kom fra borgmester Laurids Rudebeck, der skrev sig på listen, lige inden de mange underskrifter blev afleveret til regionsrådsformanden i en fin gaveæske med kampagnelogo.

Det hele begyndte med to ildsjæle, Jytte Eltang og Ulla Wandel. I december tog de initiativ til at samle underskrifter til fordel for Tønder Sygehus, fordi sygehuset foreslås nedlagt i regionens sparekatalog.

I begyndelsen af januar tog Tønder Sygehus' Venner over - og der er nærmest ikke den afkrog, den butik eller den hovedgade i Tønder Kommune, der ikke har haft besøg af enten de oprindelige ildsjæle eller nogle af sygehusets venner siden da. En utrættelig energi og mange snakke med borgerne undervejs har ført til et klart signal til regionsrådspolitikerne: Borgerne i Tønder Kommune står sammen om at ville bevare det lokale nærsygehus.

Under velkomsten til Stephanie Lose sagde borgmester Laurids Rudebeck blandt andet:

- Vi er meget glade for, at du har taget imod invitationen til at besøge Tønder Sygehus for at se og høre, hvorfor sygehuset efter vores opfattelse er modellen for fremtidens nærsygehuse. Vi kæmper naturligvis for vores lokale sygehus, men det er vigtigt for os at gøre det på en værdig og konstruktiv måde. Derfor lægger vi stor vægt på dialog og et fortsat godt samarbejde med regionen.

Også Tina Grøhn havde på vegne af sygehusets venner et par ord med til regionsrådsformanden:

- Velkommen til det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Det er nemlig dét, vi har her i Tønder. Det betyder forebyggelse, hurtig diagnosticering og reducerer antallet af indlæggelser. Det, synes vi, er værd at bevare, og det er der 16.239 borgere, der er enige med os i. Men der mangler faktisk én underskrift, synes vi. Herefter gjorde Tina Grøhn opmærksom på, at borgmesteren også gerne ville skrive nå at skrive under, og det fik han selvfølgelig straks mulighed for. Så i alt 16.240 underskrifter blev det til.

Grundig rundvisning

Efter overrækkelsen af underskrifter blev Stephanie Lose vist rundt på sygehuset. Her fik hun lejlighed til at se sygehusets mange funktioner, herunder Medicinsk Daghospital, Træningsafdelingen, Klinisk Kemisk afdeling, Skadeklinik, Røntgenafdelingen og de privatpraktiserende læger, Tønder Lægehus Nord. Undervejs talte hun med de forskellige ledere af funktionerne.

I forbindelse med besøget sagde Stephanie Lose:

- Det er jo ingen hemmelighed, at Tønder Sygehus er noget særligt for mig. Jeg er selv født her, og det samme er mine søskende. Så tak for invitationen. Jeg er selvfølgelig også nødt til at sige, at I ikke må forvente, jeg nu siger, at Tønder Sygehus er bevaret. Vi er midt i en høringsfase, og det skal vi respektere. Jeg vil dog meget gerne kvittere for den yderst konstruktive og saglige tilgang, I har til debatten her i Tønder. Det lytter vi til.

Under besøget deltog udover Laurids Rudebeck og Tina Grøhn også adm. sygehusdirektør Finn Jensen, sygeplejefaglig direktør Grete Kirketerp samt formanden for Sundhedsudvalget i Tønder Kommune, Irene Holk Lund og direktør Lone Vesterman Rasmussen, Tønder Kommune.

FAKTA:

I 2014 besøgte 13.300 borgere Tønder Sygehus, hvor de benyttede sig af følgende tilbud:
Skadeklinikken havde 4.300 besøg
Daghospitalet havde 11.700 ambulante besøg
Røntgenklinikken havde 11.500 besøg og lavede 17.700 undersøgelser, mens
Laboratoriecentret har udført ca. 135.000 analyser

Allerede ved udgangen af november 2015 er antallet af borgere, der har brugt Tønder Sygehus, 12.900. Det betyder, at tallet for borgere, der besøgte Tønder Sygehus i 2015, formentligt lander på mere end 14.000.

Pressekontakt

Tina Grøhn
Formand for Tønder Sygehus' Venner
  30 72 19 07

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire