Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
10/03-16   -   Pressemeddelelse

Flere trafikuheld med landbrugskøretøjer

Stor stigning i antallet af trafikulykker med landbrugskøretøjer får Tønder Kommune til at opfordre til ekstra opmærksomhed og hensyn

I løbet af de kommende uger ventes antallet af landbrugskøretøjer på vejene i det syd- og sønderjyske igen at være på sit højeste. Derfor opfordrer Tønder Kommune både førere af landbrugskøretøjer samt øvrige trafikanter til at udvise særligt hensyn til hinanden.

- Vi oplever desværre, at det ofte går rigtig galt, når et lettere og hurtigere køretøj kolliderer med et langt tungere og langsommere køretøj. Derfor er det afsindigt vigtigt, at førere af de tunge køretøjer husker at udstyre køretøjet med tilstrækkeligt med lys og reflekser og blinker i god tid, når de ønsker at svinge, siger trafiksikkerhedsmedarbejder Anders Hørkjær Pedersen.

Stor stigning af antallet af ulykker
Langt flere kom i 2015 end i 2014 til skade i uheld med landbrugskøretøjer i Syd- og Sønderjylland. Værst ser det ud i Tønder Kommune, hvor antallet af tilskadekomne i uheld med landbrugskøretøjer er steget fra en enkelt i både 2013 og 2014 til fem personer i 2015. I alt er 15 personer i løbet af de seneste fem år kommet til skade i uheld med de tonstunge køretøjer i Tønder Kommune.

Kun i Esbjerg Kommune er der i uheldsperioden sket flere uheld med landbrugskøretøjer end i Tønder Kommune, men alligevel er klart flere personer kommet til skade i Tønder Kommune.

Afslutningsvis opfordres bilisterne til at køre hjemmefra i god tid i perioder med mange tunge køretøjer på vejene og samtidig udvise særlig opmærksomhed.

- Det er desværre et stigende problem, at bilister er uopmærksomme, når de kører på de lange lige landeveje. Risikoen for at kolliderer med et landbrugskøretøjer er langt højere, hvis man eksempelvis sender SMS'er, mens man kører bil. Kolliderer man med høj fart med et landbrugskøretøj, fordi man er uopmærksom, kan det desværre ende fatalt, fortæller Anders Hørkjær Pedersen.

Fem gode råd til førere af landbrugskøretøjerne
1. Signaler i god tid med blinklyset, at du ønsker at svinge til højre/venstre. Kontroller i øvrigt, at dine blinklys virker og husk at kigge dig over skulderen, inden du svinger
2. Brug vigelommerne langs de større veje, så de bagvedliggende biler kan passere
3. Undgå at følges ad (kolonnekørsel). Det er svært nok for den øvrige trafik at passere et enkelt landbrugskøretøj (særligt i myldretiden)
4. Forsøg at undgå at køre på de stærkt trafikerede veje i myldretiden
5. Kører man på strækninger med mange skolebørn, anbefales det desuden, at man tager af sted lidt tidligere/senere eller vælger en alternativ rute. Herved undgås konflikter med gående/cyklende skolebørn

Pressekontakt

Anders Hørkjær Pedersen
Ingeniør
  74 92 92 57
  24 94 05 07

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire