14/03-16
-
Pressemeddelelse
Kong Frederiks-Fonden støtter igen musikken i Sønderjylland
Det Sønderjydske Sangcenter og Sønderjysk Pigekor har med fondsmidler fra Kong Frederik-fonden fået et økonomisk rygstød til styrke musiklivet i Sønderjylland. Pengene skal bruges til børnekorsdag og ekstra sangfaglig undervisning til pigekorets ældste sangere
Hvert år uddeler Kong Frederiks-Fonden til musikkens fremme i Sønderjylland midler til forskellige formål, som styrker musiklivet i Sønderjylland. I år var der fokus på "Børn spiller musik". Fondsbestyrelsen havde modtaget 24 spændende ansøgninger fra hele Sønderjylland. Af de 24 ansøgninger valgte bestyrelsen at støtte to rigtig gode projekter.
- Det var to overraskede og glade modtagere, oplyser formanden for Kong Frederiks-Fonden, kulturudvalgsformand i Tønder Kommune Jørgen Popp Petersen, som på Kong Frederiks fødselsdag den 11. marts havde fornøjelse af at ringe og ønske de udvalgte ansøgere tillykke.
Det Sønderjyske Sangcenter
Det ene projekt, som modtog midler fra fonden, var Det Sønderjyske Sangcenter. De ønsker at gennemføre en dansk-tysk børnekordag for skolebørn fra danske og tyske skoler i Tønder, Aabenraa og Sønderborg kommuner samt danske skoler syd for grænsen. Formålet med sangdagen vil være at få flere børn til at synge mere og bedre samt at fremme fællesskab og kommunikation via sang. Det Sønderjyske Sangcenter tildeltes 15.640 kr.
Sønderjysk Pigekor
Det andet projekt, som modtog midler, var Sønderjysk Pigekor. Her ønsker man at holde en masterclass, hvor pigekorets ældste sangere vil få sangfaglig inspiration af operasanger Tina Kiberg til deres daglige arbejde med sang og stemme. Pigekoret arbejder på et højt kunstnerisk niveau og har de seneste år udvidet undervisningen i korsang med solosangsundervisning. Sønderjysk Pigekor tildeltes 13.000 kr.
Bestyrelsesformand Jørgen Popp Petersen glæder sig over det rige musikliv, som findes i Sønderjylland, og at Kong Frederiks-Fonden kan bidrage til at styrke musikken i det sønderjyske.
Fondsbestyrelsen har valgt, at næste års fokusområde vil være "Jazzmusik". I 2017 støttes projekter med fokus på talentudvikling og aktiviteter, som fremmer interessen for jazzen.
Projektet skal finde sted i Sønderjylland og der gives ikke støtte til instrumenter, dragter, udlandsrejser, studieture eller til almen drift.
Fakta:
Uddelingen sker hvert år i forbindelse med Kong Frederiks fødselsdag den 11. marts, hvor de udvalgte ansøgere bliver ringet op. Fondsbestyrelsen består af kulturudvalgsformændene fra de fire sønderjyske kommuner, en repræsentant fra musiklivet i Sønderjylland udpeget af de Samvirkende Sønderjyske Musikskoler og et bestyrelsesmedlem for Sønderjyllands Symfoniorkester.
Pressekontakt
Jørgen Popp Petersen
Kultur- og fritidsudvalgsformand
21429074