31/03-16
-
Pressemeddelelse
Bredebro-virksomheder hædret for social ansvarlighed
Tønder Kommune satte onsdag fokus på social ansvarlighed, da GUBI Smedeteknik og Hjalmar Hansen modtog Den Sociale Virksomhedspris
GUBI Smedeteknik og tømrer- og snedkerforretningen Hjalmar Hansen smed onsdag arbejdshandskerne og indtog Kompetencecenter Tønder. Anledningen var den årlige uddeling af Den Sociale Virksomhedspris, som de to Bredebro-virksomheder modtog i fællesskab.
Den flotte hæder skyldes de to virksomheders store indsats for at hjælpe integrationsborgere tættere på arbejdsmarkedet i Tønder Kommune.
- Det betyder rigtig meget, at der er virksomheder som jer, der er villige til at give disse mennesker en chance på arbejdsmarkedet, udtalte formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Susanne Linnet, blandt andet i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Udover det synlige bevis i form af diplomer modtog de to virksomheder også prisen på 25.000 kroner til deling.
Kompetencecentrets kantine dannede ramme om prisuddelingen, hvor Susanne Linnet forestod prisoverrækkelsen. Hun benyttede lejligheden til at takke de otte indstillede virksomheder for deres store engagement og indsats.
Bag uddelingen af Den Sociale Virksomhedspris står kommunens Arbejdsmarkedsudvalg og Dialogforum. De ønsker med prisen at anerkende og påskønne, at erhvervslivet i Tønder Kommune tager et socialt ansvar, hvor mange lokale virksomheder gør en stor indsats for at fremme et rummeligt arbejdsmarked.
De øvrige indstillede til prisen var Netto i Skærbæk, Thyssen Stål A/S, Benteler Aluminium Systems DK A/S, Carl Knudsen, Skærbæk Fritidscenter og Nordre børnehave.
Det var fjerde gang, prisen blev uddelt. Ved de seneste tre prisuddelingen er prisen ligeledes blevet delt imellem to modtagere. Senest modtog Emmerske Biler og Agerskov Ungdomsskole prisen, mens henholdsvis Bedsted Børnecenter og Bredebro Idrætscenter samt Johanne's i Tønder og Stines Træningscenter i Løgumkloster tidligere er løbet med hæderen.
Pressekontakt
Susanne Linnet
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget
40 40 07 31