01/04-16
-
Pressemeddelelse
Nye selvbetjeningsstandere rundt om i kommunen
Nye selvbetjeningsstandere på rådhuset, jobcentret og sundhedshusene skal gøre det nemmere for både borgere og medarbejdere at mødes og holde styr på aftaler
Hvad end du skal forny dit pas, have lavet en jobplan eller til genoptræning i sundhedshusene, bliver du fremover mødt af en ny selvbetjeningsstander.
Ved standeren vil du blive bedt om at registrere dit fremmøde ved at scanne dit sundhedskort eller indtaste CPR-nummer. Herefter får den medarbejder, du skal tale med, besked om dit fremmøde, og du vil blive hentet.
På rådhuset i Tønder har den nye stander været fast inventar siden februar, og erfaringerne er gode:
- Borgerne har været rigtig gode til at tage systemet til sig. De fleste går direkte til standeren, hvor de med et par enkle tryk på skærmen betjener sig selv. Skulle man blive i tvivl undervejs, står vi naturligvis som altid klar med en hjælpende hånd, udtaler borgservicechef Thomas Dam.
Hvis du blot skal have lavet f. eks. kørekort eller pas i borgerservice, får du en bon med dit nummer. Når det bliver din tur, vil det fremgå af infoskærmene i venteområdet, hvor du skal gå hen.
- Formålet med de nye standere er at gøre det nemmere både for borgerne og medarbejderne at mødes og holde styr på aftaler. Ved standeren får du hurtigt overblik over dine aftaler, og hvilke muligheder du har, når du møder op. På rådhuset i Tønder har du også mulighed for at lave nye aftaler, hvis du ikke har en i forvejen, udtaler Thomas Dam.
Der arbejdes pt. også på en løsning, der gør det muligt at bestille tid til pas, kørekort og andre ydelser hjemmefra.
Udover på rådhuset i Tønder vil du også møde de nye standere på Campus Tønder og Jobcentret i Tønder. Indenfor den kommende tid vil selvbetjeningsstanderne også blive taget i brug til de kommunale aktiviteter i sundhedshusene i Skærbæk og Toftlund, når du f. eks. har en aftale i træningsafdelingen i sygeplejeplejeklinikken.
Pressekontakt
Thomas Dam
Borgerservicechef
7492 9038
2855 4953