Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
15/04-16   -   Pressemeddelelse

Kloge hoveder øser ud af deres viden

Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der finder sted hvert år i uge 17 med cirka 500 events og mere end 65.000 besøgende. På Tønder Kommunes Biblioteker har du mulighed for at opleve 3 spændende foredrag i uge 17.

Onsdag, torsdag og fredag i uge 17 har du mulighed for at blive endnu klogere. På biblioteket i henholdsvis Tønder og Toftlund er der arrangeret gratis foredrag med videnskabsfolk, som brænder for deres forskningsfelt. Du kan høre om kometforskning, ytringsfrihed på nettet og forskning i nano-små computere.

Hvorfor studerer vi kometer?
Ib Lundgaard Rasmussen fortæller onsdag den 27. april om Rosetta-missionen, hvor Rosetta befinder sig lige nu og hvad vi kan få ud af studiet. Han giver i foredraget et overblik over missionen og forklarer hvorfor det er vigtigt at studere kometer. Foredraget finder sted på biblioteket i Toftlund kl. 19.30.

Hvilke regler gælder for hvad vi kan sige på nettet?
Det lette svar er, at der stort set gælder de samme regler som uden for nettet. Det svære er, at der er temmelig mange regler, der ikke altid hænger sammen, og at det kan være vanskeligt at finde ud af, hvilke regler, der gælder hvornår, især fordi internettet er grænseoverskridende, mens den retlige regulering i høj grad er knyttet til de enkelte lande. Professor Sten Schaumburg-Müller giver torsdag den 28. april et inspirerende oplæg om, hvilke spilleregler der gælder for det vi siger og skriver på internettet. Arrangementet finder sted på biblioteket i Tønder kl. 19.30.

Hvad er rotaxaner?
I mange år har forskere forsøgt at fremstille en organisk computer, der kan blive så lille, at hundrede af nutidens computere kan være på det areal, der svarer til størrelsen af ét enkelt sandkorn. Professor Jan O. Jeppesen fortæller fredag d. 29. april om rotaxaner (en type molekylære maskiner), og hvordan de bruges til at fremstille komponenter til organiske computere. Foredraget finder sted på biblioteket i Toftlund kl. 15.00.

Forskningen til folket
Hvert år inviteres universiteter, uddannelses- og kulturinstitutioner, virksomheder, formidlings- og forskningscentre, offentlige institutioner, organisationer m.fl., der arbejder med, eller har direkte relation til forskning inden for alle fagområder (naturvidenskab, historie, medicin, miljø, kunst, teknologi, sprog osv.), til at deltage som arrangører i Forskningens Døgn.
Forskningens døgn henvender sig til hele befolkningen og især til dem, der ikke til dagligt har berøring med forskning og innovation.

Forskningens Døgn har til formål at:
- Hylde forskningens helt grundlæggende element af 'nysgerrighed'
- Etablere mødesteder for forskere og befolkning
- Sætte fokus på, hvordan forskning og innovation er med til at løse samfundets udfordringer
- Inddrage borgerne i forskning og skabe flere relationer mellem samfund og forskere

Hvis du vil vide mere om forskningens døgn kan du besøge www.forsk.dk.
Gratis billetter til de tre arrangementer på Tønder Kommunes Biblioteker kan bestilles på www.tbib.dk eller i den betjente åbningstid på biblioteket.

Pressekontakt

Lars Laursen
Digital kommunikationsmedarbejder
  2173 4865

Firma

Tønder Kommune
Kongevej 57
6270 Tønder, Danmark

  74 92 90 12
  23 29 34 60

http://www.toender.dk/

Modtag nyheder fra Tønder Kommune på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire