05/05-10
-
Pressemeddelelse
TDC klar til LTE og inviterer til den første test i Danmark
TDC er nu klar til at bygge næste generation af mobilnettet, det superhurtige LTE. Det står klart, efter TDC i dag har købt de nødvendige frekvensblokke på den 2,5 GHz-auktion, som IT- og Telestyrelsen har afviklet gennem de seneste uger. Allerede på tirsdag 11. maj inviterer TDC medierne til at se den første live-test af LTE på en af de master, TDC allerede har udstyret med den nye teknologi.
"Vi har opnået det, vi ønskede med auktionen og har købt os adgang til 2 gange 20 MHz spektrum i det mest attraktive frekvensbånd, som giver os mulighed for at tilbyde vores kunder den bedste kundeoplevelse og hurtigste hastighed på mobil bredbånd," siger TDC's adm. direktør og koncernchef, Henrik Poulsen.
LTE er en af hjørnestenene i TDC's netstrategi, hvor målet er at give kunderne Danmarks bedste bredbåndsoplevelse. I den sammenhæng understøtter LTE det voksende behov for mere kapacitet samt højere hastighed i mobilnettet de kommende år.
TDC kender endnu ikke den samlede pris for de erhvervede frekvensblokke.
Pressemøde med demonstration af LTE
På tirsdag 11. maj kl. 11-13 inviterer TDC medierne til den første demonstration i Danmark af nogle af de muligheder, LTE åbner for. Der bliver blandt andet vist en hastighedstest samt noget af den teknik, der bruges i LTE-nettet.
Til stede ved pressemødet vil være adm. direktør og koncernchef, Henrik Poulsen, koncerndirektør og chef for TDC Operations & Wholesale, Carsten Dilling, og chefen for TDC Net, Jess Julin Ibsen. Pressemødet finder sted på Teglholmsgade 1, København. Adgang via YouSee's hovedindgang.
Tilmelding senest mandag 10. maj på telefon 70 20 35 10 eller e-mail tdcpresse(at)tdc.dk
Relevant information
http://www.tdc.dk
Firma
TDC A/S
Teglholmsgade 1-3
0900 København C,
Danmark
+45 70 20 35 10
http://www.tdc.dk