Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/05-16   -   Pressemeddelelse

Maratonløbere udtaget til OL

Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister og Jessica Draskau-Petersson er udtaget til OL og skal repræsentere Danmark i maraton. For Abdi Ulads vedkommende er det hans plan B, der bringer ham til Rio.

På baggrund af en indstilling fra Dansk Atletik Forbund har Danmarks Idrætsforbunds bestyrelse udtaget tre danske maratonløbere til OL i Rio. Det drejer sig om Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister og Jessica 'Jess' Dreskau-Petersson.

Abdi Ulad har hele tiden haft en plan om at komme med til OL i Rio, men det var faktisk ikke planen, at det skulle være i maraton. Han havde egentlig fokus på 10.000 meter-distancen.

"Maraton har hele tiden være vores plan B. Jeg mener, at jeg er for ung til at løbe så langt, og at jeg ikke er færdigudviklet som løber. Men siden 2012 har jeg hele tiden haft en plan om at komme til OL, hvad enten det var på 10.000 meter eller maraton," siger Abdi Ulad.

Han løb sit første maratonløb i 2015, og for godt en måned siden kvalificerede han sig til OL i sit kun andet maratonløb nogensinde. Tilmed i en så flot tid som, 2.14,03, hvilket er den bedste danske tid siden 1989. Da han kun to gange i sin karriere har løbet over 30 kilometer, er det svært at spå om, hvor hans overligger befinder sig, og hvad han kan præstere i Rio.

"Det betyder alt for mig at komme til OL, og det betyder også meget for min udvikling. Jeg vil give den 110 procent, og så må jeg se, hvor jeg ender. Det bliver uden tvivl et taktisk løb, men når jeg tager mine forberedelser i betragtning, så håber jeg at kunne slutte blandt de 20 bedste," siger den 24-årige løber, der kom til Danmark som flygtning fra Somalia som 11-årig.

"Jeg har allerede sat mig et nyt mål, som hedder OL 2020, for jeg tror, at Rio bliver et springbræt til noget endnu større. Nu får jeg set, hvad OL er for noget, og jeg får udviklet mig. Ved det næste OL kan jeg måske gå efter at komme i top 5," lyder vurderingen fra Hvidovre-løberen.

Blanding af talent og rutine
Måske vil han til den tid også indlede et angreb på den danske og nordiske rekord på 2.09,43 sat helt tilbage i 1985. Det er Henrik Jørgensen (OL-deltager i 1984 og 1988), der er indehaver af rekorden, og han har spøjst nok en stor aktie i det danske maraton-hold i Rio. Han er nemlig far til Anna Holm Baumeister, der udgør 50 procent af det kvindelige danske maraton-kontingent ved Rio-legene.

I lighed med Abdi Ulad er Anna Holm Baumeister også relativ uerfaren med løbeprogrammets længste distance.

Hun kvalificerede sig til OL, da hun i oktober i Franfurt løb sit kun tredje maratonløb og ved den lejlighed kappede fem minutter af sin personlige rekord. Den tredje udtagne maratonløber har en del mere erfaring på distancen. Det drejer sig om 38-årige Jessica Draskau-Petersson, som i dag bor i Colorado i USA og tidligere har stillet op for Storbritannien i forskellige konkurrencer. Hun var en del af det danske hold ved London-legene, hvor hun blev nummer 40. I mellemtiden har hun sat ny personlig rekord. Det skete, da hun i 2015 kvalificerede sig i forbindelse med Chicago Marathon.

"Det er nogle spændende navne, vi sender i aktion på maratondistancen - en god blanding af rutine og talent. Det bliver selvfølgelig især spændende at se, hvad Abdi Ulad er i stand til at præstere, da han er et ubeskrevet blad på denne distance med kun to løb på sit CV. Jeg glæder mig til at følge dem alle tre," siger DIF's OL chef de mission, Morten Rodtwitt.

Maraton afholdes på sidstedagen til OL, og dermed er de tre danske løbere med til at slå en sløjfe om et forhåbentlig godt dansk OL. Team Danmarks direktør Lone Hansen glæder sig til at følge de tre OL-deltagere og især til at se, hvor langt Abdi Ulad er nået i sin korte karriere som maratonløber.

"At kvalificere sig til OL i sit blot andet maratonløb er bemærkelsesværdigt. Det vidner om, at han indeholder et stort potentiale, og at han er omgivet af dygtige trænere og et godt set-up. Det første OL, man deltager i, er altid specielt, og han kan forhåbentlig suge en masse erfaring til sig, som kan blive værdifuldt fremover. Han har talentet til at være med i mange år endnu," siger Lone Hansen.

Kvindernes maratonløb finder sted den 14. august, mens Abdi Ulad skal i ilden den 21. august - samme dag hvor den olympiske ild slukkes. Konkurrencen kommer til at foregå på en cirka 3 x 14 km lang rundstrækning, og deltagerne vil blandt andet skulle gennem hjertet af Rio historiske centrum, Flamengo Park og Botafogo-stranden.

Fakta om Abdi Ulad:
Alder: 24 år
Disciplin: Maraton
Bedste tid: 2.14,03 (Hamburg Marathon, 17. april)

Fakta om Anna Holm Baumeister:
Alder: 28 år
Disciplin: Maraton
Bedste tid: 2.34,24 (Frankfurt Marathon, 2015)

Fakta om Jessica Draskau-Petersson:
Alder: 38 år
Disciplin: Maraton
OL-deltagelser: London 2012
Bedste tid: 2.30,07 (Chicago Marathon, 2015)

Fakta om OL i Rio:
5.-21. august 2016
DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 120 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.

Atleter udtaget til OL:
Atletik:
Sara Slott Petersen, Andreas Bube, Stina Troest, Abdi Ulad, Anna Holm Baumeister, Jessica Dreskau-Petersson

Bordtennis:
Jonathan Groth

Brydning:
Mark O. Madsen

Kajak:
René Holten Poulsen

Roning:
Anne Lolk, Juliane Elander Rasmussen, Anne Dsane Andersen, Lærke Berg Rasmussen, Morten Jørgensen, Kasper Winther Jørgensen, Jacob Barsøe, Jacob Søgaard

Sejlsport:
Jena Mai Hansen, Katja Salskov-Iversen, Anette Viborg, Allan Nørregaard, Jonas Høgh-Christensen, Michael Hansen, Anne-Marie Rindom, Lærke Buhl-Hansen, Sebastian Fleischer

Skydning:
Jesper Hansen, Stine Nielsen, Torben Grimmel

Svømning:
Jeanette Ottesen, Rikke Møller Pedersen, Lotte Friis, Mie Ø. Nielsen, Viktor Bromer, Anton Ørskov Ipsen, Mads Glæsner, Pál Joensen, Pernille Blume, Anders Lie, Daniel Skaaning, Søren Dahl, Magnus Westerman

Pressekontakt

Morten Rodtwitt
Chef de mission i DIF
  29 37 09 16
Lone Hansen
Kommende direktør i Team Danmark
  60 38 25 27

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire