16/12-16
-
Pressemeddelelse
Roskilde fortsætter som Elitekommune
Team Danmark og Roskilde kommune forlænger samarbejdet. Dermed vil kommunen bygge videre på det gode arbejde med at skabe sammenhængende lokale talentmiljøer.
Team Danmark og Roskilde Kommune har skrevet under på en ny samarbejdsaftale, der løber frem til 31. december 2020. Det betyder, at Roskilde fortsat vil være en af Danmarks 22 Elitekommuner.
"Det er meget positivt, at Roskilde fortsætter som Elitekommune. Elitekommunerne spiller en vigtig rolle, hvis Danmark også i fremtiden skal vinde medaljer ved EM, VM og OL. Samarbejdet med Elitekommunerne er afgørende for at skabe lokale talentmiljøer, hvor talenter kan udvikle sig til verdensklasseatleter," siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark.
Roskilde Kommune var ved OL i Rio repræsenteret af fem atleter, og hele tre af dem kom hjem med en medalje om halsen. Morten Jørgensen og Kasper Winther Jørgensen vandt sølv med Guldfireren, og Frederik Rodenberg Madsen vandt bronze med banelandsholdet. Faktisk har alle de seks ryttere, der udgjorde banelandsholdet til OL i 4.000 meter holdforfølgelsesløb, kørt i Roskilde som juniorer.
Ros til Roskilde
Den nye samarbejdsaftale skal være med til at styrke de lokale vilkår for talentudvikling og eliteidræt yderligere. Den bygger videre på det gode arbejde, som allerede er i gang i Roskilde.
"Vi udmærker os i Danmark ved at have en eliteidrætsmodel, hvor der både er fokus på talenternes sportslige og uddannelsesmæssige udvikling. Roskilde Kommune skal have stor ros for deres arbejde med at implementere såvel Aldersrelateret Træningskoncept (ATK) som Værdisæt for talentudvikling i udviklingen af talentmiljøerne," siger Lone Hansen.
I perioden 2017-2020 vil Roskilde Kommune blandt andet undersøge muligheden for at etablere et sportscollege i Roskilde Kommune, der skal være med til at sikre en rød tråd i talenternes hverdag.
Roskilde Kommune prioriterer i samarbejdsaftalen sportsgrenene bmx, bordtennis, cykling, fodbold, håndbold og roning.
Pressekontakt
Lone Hansen
Kommende direktør i Team Danmark
60 38 25 27