Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
25/05-11   -   Pressemeddelelse

Idrætsklasserne for talenter fortsætter efter sommerferien

Undervisningsministeriet har i dag godkendt forsøg med idrætsklasser for talenter i 7. "” 9. klasse for en fem-årig periode. Det betyder, at der også efter sommerferien er idrætsklasser i Team Danmarks Elitekommuner, hvor de ældste elever bliver optaget på baggrund af deres sportslige niveau.

Team Danmarks formand Carl Holst er glad for, at skolerne nu har fået sikkerhed for, at de succesfulde idrætsklasser fortsætter efter sommerferien:

"Vi har i løbet af det sidste halve år kæmpet hårdt for idrætsklasserne overlevelse. Det har vi gjort sammen med vores gode samarbejdspartnere i Elitekommunerne "” hvor både elever, forældre, lærere, elitekoordinatorer og lokale politikere har knoklet for at succesen kan fortsætte. Så jeg er meget tilfreds med, at undervisningsministeren i dag har sikret, at alle idrætsklasserne fortsætter efter sommerferien. Det betyder nemlig, at talenterne kan få en sammenhængende hverdag, hvor skolegang og sport på højt niveau kan gå hånd i hånd, uden at de skal over i de private skoler. Nu er forsøgsordningen på plads, men det er klart, vi vil naturligvis arbejde for, at mulighederne bliver permanente, så alle skoler kan gøre noget særligt for eleverne i de største klasser med talent og ambitioner," siger Carl Holst.

I Holstebro betyder forsøgsgodkendelsen, at to af kommunens skoler kan fortsætte med idrætsklasserne:

"Eliteidrætsklasserne her i byen er en succes, det er både forældre, lærere og de unge talenter enige om. Og der er i år også flere elever end nogensinde, der ønsker at gå i idrætsklasserne efter sommerferien, så jeg er rigtigt glad for, at vi kan fortsætte. Jeg oplever samtidigt, at stadig flere af vores skoler i kommunen generelt ønsker en stærkere idræts- og bevægelsesprofil," siger borgmester H.C. Østerbye, Holstebro Kommune.

Formålet med forsøgsgodkendelserne er ifølge ministeriet at give idrætstalenter mulighed for at udvikle deres idrætstalent i et miljø, hvor der en fælles forståelse for det at dyrke idræt på et højt niveau, og undervisningsministeren siger i den forbindelse:

"Beslutningen ligger godt i tråd med de anbefalinger som talentarbejdsgruppen for nylig fremlagde. Alle børn og unge i det danske uddannelsessystem skal stimuleres og udfordres til at nå så langt som muligt på alle faglige niveauer og inden for alle fag. I den inkluderende folkeskole skal der være plads til alle "” også de dygtigste," siger undervisningsminister Troels Lund Poulsen blandt andet i nyheden fra ministeriet i dag.

19 skoler rundt om i landet har foreløbigt fået forsøgsgodkendelsen. Det er:

Aarhus Kommune: Rundhøjskolen og Vejlby Skole
Gentofte Kommune: Bakkegårdsskolen
Odense Kommune: Hjalleseskolen og Provstegårdskolen
Hillerød Kommune: Frederiksborg Byskole
Holstebro Kommune: Birkelundsskolen og Sct. Jørgens Skole
Hjørring Kommune: Holmegårdskolen
Haderslev Kommune: Hjortebroskolen
Aalborg Kommune: Sønderbroskolen
Esbjerg Kommune: Vestervangskolen
Herning Kommune: Sønderagerskolen
Roskilde Kommune: Himmelev Skole
Vejle Kommune: Nørremarksskolen
Randers Kommune: Nørrevangsskolen
Horsens Kommune: Langmarksskolen
Ballerup Kommune: Hedegårdsskolen
Københavns Kommune: Bellahøj Skole

Derudover forventes det, at Brændkjærskolen i Kolding også snart får forsøgsgodkendelse fra ministeriet, således at alle relevante skoler i Elitekommunerne kan fortsætte ordningen med eliteidrætsklasserne.

Yderligere oplysninger:
Carl Holst, formand for Team Danmark, tlf. 40 32 52 10

Baggrund om idrætsskolerne:
Der blev i efteråret skabt usikkerhed om idrætsklassernes fremtid, da Statsforvaltningen Syddanmark den 9. september 2010 udtalte, at Esbjerg Kommunes idrætsklasser var i strid med principperne i Folkeskoleloven.

Med dagens forsøgsgodkendelser kan de udvalgte skoler fortsætte succesen med idrætsklasserne for talenterne i 7. "” 9. klasse.

Der er i øjeblikket 38 idrætsskoler i Team Danmarks Elitekommuner. Ud af dem har 21 skoler særligt fokus på talenterne i 7. "” 9. klasse, hvor eleverne optages på baggrund af deres sportslige niveau. Der er samlet 10.492 elever i idrætsklasserne på de 38 skoler. Antallet af elever i idrætsklasserne er steget med 33 % i forhold sidste skoleår. Og det er ikke mindst antallet af elever i 7. "” 9. klasse, der er vokset markant det seneste år. Der er i år 1.916 elever i talentklasserne for de ældste elever, og det er en stigning på hele 59 % i forhold til forrige skoleår.

De foreløbige erfaringer og undersøgelser om idrætsskolerne er meget positive og viser blandt andet:
- Det har stor betydning for eleverne, at de går i klasser med andre børn, der er lige så engagerede i sporten. De er blandt ligesindede og undgår at skulle forklare deres valg og fravalg.
- Drenge, som ellers mister lysten til at gå i skole, får fornyet glæde ved skolegangen.
- Lærerne oplever, at idrætsklasserne er dynamiske og ressourcestærke. Klasserne hæver niveauet ikke blot til gavn for den enkelte klasse men for hele skolen.

Relevant information

http://www.teamdanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire