Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/12-11   -   Pressemeddelelse

Et godt sportsår giver OL-optimisme

Sportsåret er slut for de Team Danmark støttede atleter, og resultaterne er markant bedre end i 2007, som er det seneste sammenlignelige år. Der er opnået flotte resultater i både de olympiske og de ikke-olympiske sportsgrene, og i alt er det blevet til 63 medaljer i 19 Team Danmark støttede sportsgrene. Det er ikke kun antallet af medaljer, der er steget. Flere verdensmestre og over 50 % stigning i de vigtige placeringspoint fra VM i de olympiske sportsgrene er andre positive elementer i sportsåret 2011.

Antallet af EM- og VM-medaljer blev mere end fordoblet i forhold til 2007. Det blev i alt til 63 EM- og VM-medaljer i år mod 28 i 2007. Og det er ikke kun antallet af medaljer, der er i fremgang. Antallet af sportsgrene, der vinder, er også stigende. 19 Team Danmark støttede sportsgrene har været på podiet i år, mens det i 2007 kun lykkedes for 16 sportsgrene. Og sidst men ikke mindst, så er der også flere Team Danmark-støttede atleter, der ender øverst på sejrskamlen. Hele 18 EM- og VM-guld blev det til i år, hvilket er en markant udvikling fra de 8 guldmedaljer, det blev til i 2007.

Der er altså en række positive tendenser at glæde sig over for Team Danmarks direktør Michael Andersen:

"Flere medaljer, flere sportsgrene på podiet og flere danske guldvindere. Jo, det har været et godt sportsår - ingen tvivl om det. Jeg er rigtigt glad for, at 19 af de 30 sportsgrene, som Team Danmark støtter, har vundet medaljer i år. Det viser stor bredde og stærk mangfoldighed. Og så har både de olympiske og de ikke-olympiske sportsgrene præsteret på højt niveau. Svømmerne har overgået alle forventninger - og har med 17 EM- og VM medaljer vist, at vi har en hel stribe af svømmere i verdenstoppen. Badminton, sejlsport, skydning og håndbold er andre OL-sportsgrene, der også har gjort et rigtigt godt i år. Og blandt de ikke-olympiske sportsgrene, så har ikke mindst bowlingspillerne, orienteringsløberne og sportsdanserne skabt rigtigt flotte resultater," siger Michael Andersen.

Når Team Danmark-direktøren stiller skarpt på de olympiske discipliner, så er der også positive tendenser. Antallet af VM medaljer i OL-disciplinerne er det samme som i 2007, hvis Caroline Wozniackis førsteplads på verdensranglisten indgår i regnestykket. Team Danmark følger dog ikke kun medaljeudviklingen i OL-disciplinerne men også de placeringspoint, som gives til 1. til 8. pladser ved VM i de olympiske discipliner. Det giver et mere nuanceret billede af VM-resultaterne i de benhårde olympiske discipliner.

"De Team Danmark støttede atleter kæmper sig til i alt 111 placeringspoint i år. Det er over 50 % bedre end de 71 placeringspoint, det blev til i 2007. Vi har således langt flere atleter, der får top 8 placeringer i år - og derved er med i kampen om medaljerne - end vi havde året før OL i Beijing. Det er rigtigt positivt, at vi i 26 OL-discipliner har atleter eller hold, der får top 8 placeringer ved VM. Det giver mig en rigtig god indikation af, at vi har mange atleter, der kan være med fremme, når der bliver kæmpet om OL-medaljerne næste år ," siger Michael Andersen.

Relevant information

http://www.teamdanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire