Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/01-12   -   Pressemeddelelse

Stadig en realistisk drøm om to håndboldhold til OL 2012

I aften spiller Danmark mod Tyskland ved EM 2012 i den serbiske hovedstad Beograd, og når de afsluttende medalje- og placeringskampe spilles i den kommende weekend, ligner EM 2012 en triumf for Balkan-nationerne. Der er mange stolte traditioner og stærke følelser for håndbold på Balkan - det har den igangværende EM-slutrunde til fulde bekræftet. Balkan-nationerne - Makedonien, Slovenien og især Kroatien, værtsnationen Serbien og naboerne fra Ungarn - har undervejs i EM-turneringen vist rigtig godt spil med særdeles medlevende publikum i ryggen - bl.a. fik Makedonien opbakning fra mere 8.000 tilskuere i gyserkampen mod Danmark.

Også dagens modstander fra Tyskland har efter en skuffende start på EM med nederlag til Tjekkiet og en yderst kneben sejr over Makedonien vist rigtig flot moral og stærkt målmands- og forsvarsspil. Jeg oplevede lørdag aften et yderst presset tysk hold. De var bagud med syv mål i starten af 2. halvleg og var oppe imod 10.000 fantastiske serbere som modstandere på tilskuerpladserne. Alligevel fightede de sig til uafgjort mod værtsnationen. Danmark kan vinde dagens kamp, men det kræver, at det danske forsvars- og kontraspil bliver klart bedre end i de fire hidtidige EM-kampe. Med en dansk sejr vil alt være åbent - og hermed også Danmarks teoretiske mulighed for en EM-semifinale inden mellemrundens sidste kampe på onsdag.

Uanset resultatet mod Tyskland vil de resterende EM-kampe efter min opfattelse være af stor betydning for det danske landshold - ikke mindst mentalt. Spillerne har brug for selvtillid for at fastholde den unikke vinderkultur, som har kendetegnet de danske håndboldherrer igennem snart ti år. Derudover skal trænerteamet Wilbek og Bredsdorff-Larsen finde de rigtige kombinationer af spillere og især at få sammensat forsvars- og kontraspillet på den rigtige måde frem imod OL-kvalifikationsturneringen i Herning om godt tre måneder.

I går spiste jeg frokost med spillerne, træner- og lederteam på "Vizantiaja" - en bådrestaurant på floden Sava, som deler Beograd mellem det centraleuropæiske sletteland og det serbiske bjergområde. På spillernes solbeskinnede hviledag fik jeg blandt andet snakket med Lars Christiansen og Bo Spellerberg, der spillede fremragende mod Makedonien. De to veteraner har prøvet både op- og nedture med deres landsholdskammerater, og de var enige om, at spillet ikke har været godt indtil nu - men at alle spillerne er klar til at gøre det bedre i de kommende kampe. Det giver mig en god mavefornemmelse forud for de kommende opgaver.

Det er først, når EM-finalen er spillet på søndag, at brikkerne til sammensætningen af OL-kvalifikationspuljerne falder helt på plads. Europamesteren kvalificerer sig direkte til OL sammen med Frankrig, Brasilien, Sydkorea, Tunesien samt værterne fra Storbritannien. De sidste seks OL-pladser skal fordeles gennem tre puljer á fire nationer. I den forbindelse får Danmark hjemmebane i påskedagene, hvor modstanderne bliver Algeriet og formentlig to af følgende fire nationer: Ungarn, Tyskland, Polen og Serbien. Jeg er sikker på, at det danske landshold i den forbindelse vil være topmotiveret for revanche efter kampene i Beograd. Og hermed sikre sig en af de to pladser, som sender holdet til London.

Jeg tror også, at Danmark har rigtig gode chancer for OL-kvalifikation hos kvinderne, hvor modstanderne på hjemmebane i pinsen - 26.-28. maj 2012 - hedder Rusland, Den Dominikanske Republik og Tunesien. Også hos kvinderne afvikles der tre OL-kvalifikationspuljer for at finde de seks nationer, som supplerer de seks nationer, som allerede er klar til OL 2012 - Norge, Brasilien, Angola, Sydkorea, Sverige og Storbritannien.

Det vil være en historisk begivenhed med to danske håndboldslandshold ved samme OL - det er aldrig sket før. OL-kvalifikation til såvel kvinde- som herrelandsholdet vil også realisere en fælles drøm for Dansk Håndbold Forbund og Team Danmark. Et talstærk og entusiastisk hjemmepublikum vil i forbindelse med OL-kvalifikationsturneringerne være guld værd for de danske spillere. Det viste sidste års VM for herrer i Malmø, hvor de mange danske tilskuere løftede det danske hold med 10-15 procent i kvalitet, og det viser EM-kampene i Serbien i disse dage også. Jeg glæder mig allerede nu til nogle meget spændende håndbold-dage i påsken og pinsen.

Relevant information

http://www.teamdanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire