02/05-13
-
Pressemeddelelse
Overblik over et fantastisk sportsår
Det bedste danske OL-resultat siden 1948 var både kulminationen på sportsåret 2012 og på hele den olympiske periode 2009-2012. OL i London og afrundingen på den fireårige støttekoncept-periode er omdrejningspunktet i Team Danmarks årsberetning 2012, som udkommer i dag.
I årsberetningen får du overblik over de 129 mio. kr., som Team Danmark investerede i 839 atleter fra 32 forskellige forbund. Du kan også læse om tre større forsknings- og udviklingsprojekter, samarbejdet med Elitekommunerne og om de Aldersrelaterede træningskoncepter, som nu er udviklet i 22 sportsgrene. Derudover kigger årsberetningen nærmere på Team Danmarks støttekoncept for perioden 2013-2016.
Du kan også komme tæt på udvalgte danske atleter. OL-guldvinderen Lasse Norman Hansen fortæller om guldmedaljeræset, 49'er-sejleren Nicolai Thorsell om at forberede sig til livet efter idrætskarrieren og supertalentet i dressurridning Cathrine Dufour fortæller om sine drømme om at tage hele rejsen fra talent til den absolutte verdenselite.
Team Danmarks formand, Frank Jensen, glæder sig over den positive udvikling, dansk elitesport er inde i:
"Det forgangne år blev et fantastisk sportsår, der slog det hidtidige jubelår for dansk eliteidræt, 2009. Flere placeringspoint, flere medaljer og mere guld er de korte overskrifter på året. De danske atleters forberedelser kulminerede på det rette tidspunkt. Ni OL-medaljer fordelt på fem sportsgrene er et historisk godt resultat, og samtidig har de danske atleter været med helt fremme mod de allertungeste internationale konkurrenter i en bred vifte af sportsgrene. Den sportslige udvikling for de Team Danmark-støttede sportsgrene har sammenlignet med perioden 2005-2008 været meget positiv, og vi vil i Team Danmark gøre alt for at bygge videre på den positive udvikling i de kommende år," siger Frank Jensen.
I resultatbogen 2012, som udkommer sammen med årsberetningen, får du et overblik over de i alt 88 EM-, VM-, PL- og OL-medaljer, som danske atleter vandt i løbet af året, samt målsætninger og resultater fra de enkelte sportsgrene.
Årsrapporten kigger ikke kun tilbage på det foregående år. I hvert af de centrale afsnit om "Sportslige resultater", "Hele idrætsmennesker", "Talentudvikling", "Elitekommuner" er analysen af sidste års resultater suppleret med en beskrivelse af de vigtigste udviklingsområder i 2013.
Årsberetningen indeholder regnskabet for 2012 i hovedposter. Du kan se alle noterne til regnskabet i den økonomiske årsrapport 2012 på www.teamdanmark.dk eller ved at klikke her.
Yderligere oplysninger:
Michael Andersen, direktør i Team Danmark, tlf: 51 26 60 62
Relevant information
http://www.teamdanmark.dk