Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/08-13   -   Pressemeddelelse

Første skridt mod ol 2016 for dansk svømning

De danske verdensklasse-svømmere er kommet godt fra start ved VM i Barcelona, som er første skridt på vej mod OL i Rio i 2016.

Barcelona er en fantastisk by - ikke mindst når det gælder sport. Værtskabet for de olympiske lege i 1992 styrkede for alvor byens infrastruktur og image. Og de olympiske anlæg fungerer i dag som optimale rammer for internationale mesterskaber som blandt andet "15'th FINA World Championships", hvor verdens bedste atleter i vandpolo, udspring, synkronsvømning og svømning lige nu kæmper om VM-medaljer.

Spanierne elsker sport og ikke mindst catalanernes stolthed FC Barcelona er altid genstand for nærmest hysterisk opmærksomhed. I disse dage er det især forventningerne til holdets nye træner "Tata" Martino og samspillet mellem verdensklassespillerne Messi og nyindkøbte Neymar fra Brasilien, som står øverst på dagsordenen i sportsaviser som "Marca" og "Mundo Deportivo". Men VM i svømning får også stor opmærksomhed i medierne, og stemningen på tilskuerpladserne i Palau Sant Jordi er helt i top.

De tre danske verdensklassesvømmere - Lotte Friis, Jeanette Ottesen Gray og Rikke Møller Pedersen - har leveret rigtig flotte præstationer i VM's første tre konkurrencedage. Jeg har især været imponeret over, hvordan Lotte Friis udfordrede Katie Ledecky fra USA på 1.500 meter fri. Den kun 17-årige amerikaner vandt meget overraskende OL-guld på 800 meter, og indtil videre har hun vundet VM-guld på både 400 og 1.500 meter - sidstnævnte distance i ny verdensrekordtid. Men det lykkedes på imponerende vis Lotte at følge den amerikanske supersvømmer helt til dørs, og hun satte en flot europarekord med tiden 15.38.88 min. Jeg ser frem til finalen på den olympiske distance 800 meter fri (lørdag aften). Ledecky er naturligvis favorit, men Lotte må unægtelig ha' fået masser af selvtillid efter 1.500-meteren, hvor de første 800 meter var meget tæt på hendes personlige rekord på denne distance. Det vil være en historisk præstation af Lotte at vinde endnu en VM-medalje, idet hun hermed kan sikre sig medaljer på både 800 og 1.500 meter ved de seneste tre verdensmesterskaber på langbane. Et resultat ingen dansk svømmer tidligere har opnået.

Jeg ser også frem til Jeanette Ottesen Grays to 50 meter-løb i butterfly og fri i den kommende weekend. Jeanette var kun 3/100 sekund fra en VM-bronzemedalje på den olympiske distance 100 meter butterfly, men hun har efter min opfattelse endnu bedre medaljechance på 50 meter butterfly (finale - lørdag aften). Jeanette er én af de absolut hurtigste svømmere i verden på de første 25-30 meter, men på sprinter-distancer straffes bare en enkelt fejl benhårdt, og det er oftest kun få hundrededele af et sekund, som skiller medaljevinderne og de øvrige finalister på de korte distancer.

Jeg tror også, at Rikke Møller Pedersen vinder sin første VM-medalje på langbane i favoritdisciplen 200 meter bryst (finale - fredag aften). Rikke viste imponerede form på 100 meter bryst, hvor hun satte ny nordisk rekord. Og hun har i år svømmet på de hurtigste tider i verden på den dobbelte distance, hvor hendes tekniske svømmestil for alvor kommer til sin ret. Rikke virker topmotiveret og i superform ved dette VM, men den kun 16-årige Ruta Meilutyte fra Litauen, der vandt VM-guld i 100 meter bryst, og Yuliana Efimova fra Rusland vil også være alvorlige udfordrere til VM-guldet.

Når VM-konkurrencerne afsluttes søndag aften, tror jeg, at Danmark har mere end opfyldt målsætningen med to-tre VM-medaljer. Og hermed har de tre svømmepiger taget et rigtig godt første skridt frem mod OL 2016 i Rio. Jeg håber, at både Lotte, Jeanette og Rikke har mod på og lyst til at kæmpe om OL-medaljerne om tre år - de har alle tre potentialet til det. Derudover bliver opgaven for sportschef Mikkel von Seelen, landstræner Nick Juba og den nationale centertræner Shannon Rollason at kvalificere nogle mandlige svømmere til EM 2014 i Berlin og ikke mindst til VM 2015 i Kazan. Til de kommende internationale mesterskaber vil Danmark givetvis også få glæde af Mie Ø. Nielsen, som har højt internationalt potentiale i rygcrawl. Mie har inden for de seneste måneder gennemgået en knæoperation, men hun bliver forhåbentlig klar allerede til EM på kortbane, som afholdes i Herning den 12.-15. december 2013. Danmark vil med Jeanette, Rikke, Mie og Pernille Blume, som svømmer 100 fri ved VM i Barcelona, kunne udfordre verdens bedste nationer i 4 x 100 meter medley ved VM 2015 og OL 2016.

VM 2013 i Barcelona er det første skridt for dansk elitesvømning mod OL 2016 i Rio. Et nyt trænerteam er på plads, tre kvindelige svømmere er fortsat i den absolutte verdenselite og flere unge talenter - ikke mindst Mie Ø. Nielsen og den nye junior-europamester Daniel Steen Andersen fra Horsens - er på vej. Jeg tror på, at de danske topsvømmere vil kvalificere sig til mange OL-finaler i Rio, og potentialet for OL-medaljer har efter min opfattelse aldrig været større!

Relevant information

http://www.teamdanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire