Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/09-13   -   Pressemeddelelse

Nye regler kan være en fordel, når Mark O. er tilbage ved VM i Budapest

For otte år siden trådte en ung knægt fra Thor Nykøbing for alvor ind på den internationale sportsscene, da Mark O. Madsen i sin første sæson som senior overraskende vandt VM-sølv i Budapest. I disse dage er Mark - sammen med det unge talent Tobias Fonnesbek fra Aarhus - tilbage i Budapest, hvor de to brydere i den kommende weekend kæmper om VM-medaljer i den fascinerende og klassiske sportsgren, som netop har fastholdt sin status på det olympiske program.

Danmark har stolte traditioner i brydning, hvor især Mark og brødrene Anders og Håkan Nyblom i det seneste tiår har kæmpet sig til mange flotte resultater ved både EM og VM. Mark har med tre VM-medaljer - to af sølv og én af bronze - vist, at han tilhører verdens bedste i 74-kg klassen. Og de nye internationale regler, hvor der brydes 2 x 3 min. i stedet for 3 x 1,5 min., er efter min opfattelse en klar fordel for Marks bomstærke fysik og aggressive stil. De nye regler betyder nemlig, at offensiv brydning belønnes med flere points, og for tilskuerne betyder det samtidigt langt mere seværdige kampe.

Jeg glæder mig rigtig meget til at følge Mark i Papp Lászlo Budapest Sportsarena på søndag, hvor der venter 6 eller 7 hårde kampe inden for få timer, hvis de mange timer i træningslokalet skal belønnes med endnu en VM-medalje. For få dage siden havde jeg en snak med Mark og hans træner Szymon Kogut, og de var begge meget optimistiske, men også spændte fordi Mark i de seneste måneder har haft få kampe på internationalt niveau. Årsagen er en tommelfingerskade, som har forhindret ham i at deltage ved internationale konkurrencer siden EM i foråret. Fysisk og mentalt virker Mark dog helt klar på VM-opgaven. Jeg tror således på et godt VM-resultat for Mark, hvilket utvivlsomt vil være en stor motivationsfaktor for ham frem imod OL i Rio.

Jeg ser også frem til at se den 22-årige Tobias Fonnesbek fra BK Thrott Aabyhøj, som får sin VM-debut som senior i 60 kg klassen på lørdag. Tobias har vist lovende takter både som junior og ved flere internationale Grand Prix-stævner som senior. Og han har en rigtig god chance for at opnå OL-kvalifikation til Rio, hvis han fortsætter sin sportslige udvikling.

Der er ingen tvivl om, at brydning - både internationalt og i Danmark - var gået en særdeles vanskelig tid i møde, hvis den Internationale Olympiske Komité havde foretrukket squash eller softball i stedet for brydning på OL-programmet i 2020 og 2024. Budskabet om fortsat OL-medlemskab blev da også mødt med stor glæde både i Danmarks Brydeforbund og ikke mindst blandt atleter, trænere og ledere i de kun 28 klubber, som danner rygraden i dansk brydning. Jeg tror også, at de seneste måneders debat om brydnings olympiske status har været et wake-up call for det internationale brydeforbund. Der er sket markante udskiftninger på såvel politiske som administrative ledelsesposter, og de internationale regler blevet moderniseret, så offensiv og publikumsvenlig brydning bliver belønnet. Det kan blive en stor fordel for både Tobias og Mark allerede i denne weekend.

Relevant information

http://www.teamdanmark.dk


Pressekontakt


Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire