30/01-14
-
Pressemeddelelse
Talenter roser eliteidrætsklasser
Eleverne i eliteidrætsklasserne klarer sig fagligt mindst lige så godt eller tilmed bedre i enkelte fag end andre elever i folkeskolen. Det viser en ny rapport, som også slår fast at næsten alle eleverne i idrætsklasserne får bedre mulighed for at forene deres sport med en god skolegang.
De yngste danske sportstalenter har fået markant bedre forhold i folkeskolen. En ny rapport viser, at næsten 96 procent af eleverne oplever, at de gennem idrætsklassen har fået bedre mulighed for at dyrke deres sport, og knap 79 procent siger, at det er en fordel at gå i klasse med andre idrætstalenter. Et flertal af idrætseleverne (58,5 procent) angiver, at de har fået forøget deres skoleglæde ved at gå i en idrætsklasse. Den nykårede guldvinder ved EM i svømning i Herning, Mie Ø. Nielsen, er tidligere elev i idrætsklassen på Sønderbroskolen i Aalborg, og hun fremhæver især forståelsen for hendes prioriteringer fra klassekammerater og lærere, som en stor hjælp.
"Det gjorde helt klart en forskel for mig at gå i en idrætsklasse. Der bliver ikke hele tiden stillet spørgsmål til, hvorfor man bruger så mange timer på sin daglige træning, når man går i en idrætsklasse. Jeg oplevede også, at lærerne havde forståelse for, at en aflevering en gang i mellem skulle udsættes, og via skype fik jeg hjælp til forskellige opgaver, hvis jeg havde brug for det," siger 17-årige Mie Ø. Nielsen.
Højt niveau
Rapporten viser, at idrætselevernes faglige præstationer ved afgangsprøverne i 9. klasse er bedre i matematisk problemløsning og mindst på højde med andre elever i fx dansk, selv når der tages forbehold for de fordele, idrætselevernes kønsmæssige, etniske og socioøkonomiske profil kan forventes at give dem.
"Når man investerer tid og kræfter på sit sportstalent, går det ikke ud over det faglige niveau, hvis rammerne er i orden. Tværtimod kan det styrke elevernes faglige præstationer og dermed tilføre ressourcer til skolens generelle niveau. Det har vi nu fået dokumenteret, og det er meget positivt," siger Team Danmarks direktør, Michael Andersen.
Permanent ordning
Fra næste skoleår bliver muligheden for at oprette eliteidrætsklasser med optagelseskrav gjort permanent i forbindelse med folkeskolereformen, og det glæder Team Danmarks direktør Michael Andersen, at de bedste talenter uanset økonomisk baggrund kan få mulighed for at gå i en idrætsklasse i folkeskolen.
"Rapporten understreger vigtigheden af, at idrætstalenter får rammer, hvor de unge talenter kan kombinere deres sportslige udvikling med en god uddannelse. Den sætter en streg under, at idrætsskoler er med til at udvikle hele mennesker og ikke blot eliteatleter. Jeg er overbevist om, at idrætsklasserne kan gøre en markant forskel for dansk eliteidræt på den lange bane," siger Michael Andersen
Siden 2005 har en række folkeskoler som forsøg tilbudt eliteidrætsklasser med optagelseskrav for idrætstalenter på 7.-10. klassetrin. De første forsøg startede i 2005, og nu har i alt 26 skoler i 21 kommuner sådanne forsøg. Formålet med idrætsklasserne er at skabe sammenhæng i talenternes hverdag, så idræt og skole ikke kommer i konflikt med hinanden, når der for eksempel er morgentræning i svømmehallen eller på tennisbanen.
Fakta
Sammen med Aarhus Universitet, Team Danmark, Team Danmarks elitekommuner og Danmarks Idrætsforbund har Undervisningsministeriet iværksat et 3-årigt forskningsprojekt om idrætsklasser og talentudvikling i folkeskolens 7.-9. klasser.
Pressekontakt
Pressetelefon
43 26 25 21