27/02-14
-
Pressemeddelelse
Mere støtte til kajak
Mere støtte til Kajak skal styrke talentudviklingen, løfte de kvindelige eliteroere og øge brugen af ny teknologi
Team Danmark øger støtten til Danmarks bedste kajakroere med 10 %. Målet er at optimere kvaliteten af den daglige træning og de internationale konkurrencer, især for de kvindelige eliteroere. En øget brug af ny teknologi i den daglige træning og øget fokus på talentudviklingen på kraftcentrene og i samarbejdet med Elitekommunerne er også vigtige omdrejningspunkter i samarbejdet i 2014.
Team Danmark øger i 2014 støtten til Dansk Kano og Kajak Forbund med 350.000 kr., så den i 2014 lyder på 3.8 mio. kr. Den øgede støtte skal bl.a. gå til anskaffelse og implementering af teknologisk udstyr, forbedre udviklingsmulighederne for de kvindelige eliteroere og til at styrke talentudviklingen.
Kajakroerne har i 2013 leveret flotte resultater bl.a. med dobbelt EM-guld til René Holten Poulsen og EM-sølv til Henriette Engel Hansen. Derudover har Dansk Kano og Kajak Forbund sat fokus på talentudviklingen med implementering af Aldersrelateret Trænings-Koncept (ATK) og styrkelse af kraftcenterstrukturen. Og især Emma Aastrand Jørgensen fra Team Danmarks talentprogram har imponeret med dobbelt guld ved både junior-EM og junior-VM.
"I Dansk Kano og Kajak Forbund er der et godt talentudviklingsarbejde, som vi gerne vil være med til at støtte og udvikle yderligere. Derfor målretter vi i 2014 også over en halv million kroner specifikt til arbejdet med de bedste talenter. Det skal bl.a. være med til at styrke Dansk Kano og Kajak Forbunds kraftcentre og samarbejdet med Elitekommunerne. Derudover gør vi en særlig indsats for at løfte udviklingsmulighederne for pigerne og de kvindelige eliteroere. Målet er nemlig, at vi kvalificerer en firer-kajak for både kvinder og mænd til OL 2016 i Rio," siger direktør i Team Danmark, Michael Andersen.
For at nå målet om en firer-kajak for kvinder er flere kvindelige roere nu blevet en del af den daglige træning på elitecentret i Bagsværd, ligesom både og udstyr til de kvindelige roere bliver optimeret. Der er i 2014 fem kvindelige roere med daglig træning på elitecentret i Bagsværd.
Den øgede støtte til kraftcentrenes talentudvikling gør blandt andet, at det nye Superkraftcenter København kan ansætte den tidligere OL-sølvvinder Kim Wraae Knudsen som kraftcentertræner på fuld tid.
Samarbejdet mellem Team Danmark og Dansk Kano og Kajak Forbund er igennem det seneste år blevet udviklet, og et af indsatsområderne er brugen af ny teknologi i den daglige træning.
"Vi er rigtig glade for samarbejdet med Team Danmark, og den øgede støtte gør blandt andet, at vi kan videreudvikle vores brug af teknologisk udstyr i test og træning. Team Danmarks sportsfysiologer og performance analytiker hjælper os blandt andet med at implementere en ny pagaj med watt-måler, der skal give os et mere præcist billede af, hvor meget kraft den enkelte roer kan præstere på vandet," siger sportschef i Dansk Kano og Kajak Forbund, Bo Vestergaard.
Dansk Kano og Kajak Forbund er fortsat i den støttekategori hos Team Danmark, der hedder "Internationalt eliteforbund". Samarbejdet fokuserer på sprint-disciplinerne i kajak.
Pressekontakt
Michael Andersen
Direktør
51 26 60 62