Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/02-14   -   Pressemeddelelse

Innovation og ny teknologi skal skabe endnu bedre resultater

Virksomheder og forskningsenheder bliver nu inviteret til at hjælpe danske atleter til tops på præmieskamlen. Team Danmark afholder på tirsdag den 4. marts innovationskonference for at skabe et mødested mellem virksomheder, forskningsenheder og eliteidrætten. Målet er at skabe udviklingsprojekter inden for ny teknologi og materialer, der kan give danske eliteatleter en fordel i den internationale konkurrence .

Team Danmark afvikler innovationskonferencen sammen med EVINN projektet på Aarhus Universitet og IT Forum. Her kan virksomheder og forskere komme i dialog med specialforbund - og der er allerede en række konkrete cases, hvor sporten har brug for hjælp fra innovative danske virksomheder. Udviklingen af en tempohjelm i samarbejde med Danmarks Cykle Union kan eksempelvis hjælpe Lasse Norman Hansen på vej mod flere OL-successer, og en innovativ fodboldsimulator vil kunne skabe virtuelle kampsituationer, der kan analysere spillerens reaktioner og bevægelser. Begge er eksempler på teknologiske projekter, som kræver et tæt samspil mellem eliteidrætten, forskningsenheder og innovative virksomheder.

Samarbejdet vil give unikke muligheder for både virksomheder, trænere og atleter. Virksomheder kan forbedre danske eliteatleters konkurrencevilkår samtidig med, at de kan få enestående sparring, indsigt og data, der sikrer udvikling og testning af produkter med høj kvalitet og anvendelighed.

"Innovationskonferencen er en ideel mulighed for at vise eksterne partnere, hvordan de kan bruge os til produktudvikling, og vi kan bruge dem til at skabe bedre rammer for vores dygtigste atleter. Konferencen inviterer på den måde til et unikt samarbejde med potentiale for stor værdi for de involverede parter, " siger Jens Meibom, konsulent i Team Danmark.

Også Danmarks bedste atleter ser mange muligheder i et tættere samspil mellem innovative virksomheder og eliteidrætten. De drømmer nemlig om at få udviklet teknologiske løsninger og produkter, som kan have stor betydning for optimeringen af deres træning. OL-bronzevinderen i 49´er båden fra OL 2012, Allan Nørregaard, siger:

"Det er svært at følge sejlsport på den helt rigtige måde i dag. Det kræver i princippet en helikopter. Vi håber derfor, at vi på innovationskonferencen kan møde virksomheder, som har lyst til at bruge tid på at nørde med at finde en løsning, hvor vi kan få kamera kombineret med GPS-tracking ovenfra. En investering i sådan et projekt vil kunne vise sig som en rigtig god forretning på længere sigt. Samtidig får vi sejlere og vores trænere udviklet et produkt til stor gavn i vores træning. "

Allan Nørregaard vil holde oplæg under konferencen sammen med roeren Eskild Ebbesen. Desuden vil sportschef i Dansk Cykle Union Lars Bonde og landstræner i Dansk Orienterings-Forbund Lars Lindstrøm fortælle om eliteidrættens visioner og udfordringer inden for ny teknologi og materialer.

Yderligere information
Jens Meibom, konsulent i Team Danmark, tlf.: 40 27 23 26
Mette Kanstrup, Projektkoordinator ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, mail: mkanstrup@sport.au.dk, tlf.: 87 16 81 93, mobil: 20 13 23 52

Baggrund
Udvikling af ny teknologi og materialer i dansk eliteidræt er et særligt indsatsområde for Team Danmark i perioden 2013-2016. I slutningen af 2013 uddelte Team Danmark 5,1 mio. kroner til de første fem udvalgte OL-sportsgrene, som skal bruges til at udvikle og indkøbe ny teknologi og materiel, der skal give de danske eliteatleter optimale betingelser til træning og konkurrence.

Det er den målrettede OL-støtte fra Dansk Supermarked A/S, som har gjort det muligt for Team Danmark at fokusere yderligere på det optimale udstyr til udvalgte OL-atleter.

Innovationskonferencen afholdes 4. marts 2014 på Aarhus Universitet og arrangeres af Team Danmark, EVINN projektet på Aarhus Universitet og IT Forum.
Du kan tilmelde direkte til Mette Kanstrup, Aarhus Universitet på mkanstrup@sport.au.dk

Pressekontakt

Pressetelefon
  43 26 25 21

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire