Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/03-14   -   Pressemeddelelse

ATK skal udvikle den næste Kevin, Caroline, Mark og Jesper

Det er afgørende for de næste generationer af talenter i dansk elitesport, at 'Aldersrelateret Træningskoncept (ATK)', som nu er udarbejdet i 20 forbund, bliver implementeret i samarbejdet med klubber, idrætsskoler og Elitekommuner.

Team Danmark introducerede i 2005 'Aldersrelateret Træningskoncept' - i daglig tale ATK. Med tennis, brydning, skydning og automobilsport som de seneste skud på stammen har 20 forbund nu færdiggjort deres bud på, hvordan træningen skal se ud for børn og unge i deres respektive idrætsgrene - og fire andre forbund er godt i gang.

Med ATK formulerer forbundene såvel generelle som idrætsspecifikke manualer om hensigtsmæssig udvikling af børn og unges færdigheder i teori og praksis. Første skridt er at beskrive ATK, næste er at implementere det. Det er essentielt, at ATK-publikationerne ikke blot ender som bøger på hylderne, men at de holdninger, idéer og aktiviteter, der beskrives, implementeres. Ikke bare hos forbundene, men også i samarbejdet med Elitekommunerne og hos talenttrænere i klubber og på idrætsskoler.

Kevin Magnussen-effekten

Kevin Magnussen debuterer her i weekenden i automobilsportens fornemste klasse, Formel 1. En debut, der har været forudset længe, men som måske alligevel kommer lidt tidligere end ventet. For selvom der har været bred enighed blandt eksperter inden for sporten om at Kevin en dag ville få et sæde i Formel 1, så var det de færreste, der, før Kevins suveræne sejr i Formel Renault-serien i 2013, troede, at det ville ske allerede i år.

Kevins store karrierespring ind i Formel 1, og den enorme opmærksomhed, der er fulgt med, vil givetvis give en tilstrømning af unge til automobilsporten. I Dansk Automobil Sports Union (DASU) ser man ATK som et led i at udnytte "Kevin Magnussen-effekten" og som en del af en overordnet målsætning om at tiltrække og fastholde unge automobilsportstalenter. DASUs 'ATK Motorsport' blev 9. februar præsenteret for DASU's klubber og trænere sammen med et pilotprojekt, hvor DASUs instruktører i samarbejde med udvalgte klubber skal øve sig i, hvordan træningsmetoderne bedst kan implementeres i praksis. Målet er at skabe en model, der kan tilbydes alle DASUs klubber. For mig er det et godt eksempel på, hvordan man kan tænke ATK ind i praksis og involvere trænere og klubber i processen. Et eksempel, som nogle af de forbund, som er på vej med deres ATK, kan lade sig inspirere af.

Solidt fundament

ATK handler om meget mere end eliten. ATK skal være med til at gøre det sjovt for børn og unge at pakke træningstasken. Derfor skal ATK også være et koncept, der implementeres på alle niveauer for at sikre en alsidig udvikling fysisk såvel som socialt. Det er samtidig den bedste måde at skabe et solidt fundament for at finde og udvikle de talenter, der senere kan gå hen og blive eliteatleter - den næste Caroline Wozniacki i tennis, den næste Jesper Hansen i skydning, den næste Mark O. Madsen i brydning og den næste Kevin Magnussen i automobilsport.

Det er over de kommende år, at ATK for alvor skal udfoldes i praksis og blive en integreret del af talentarbejdet i forbundene og i samarbejdet mellem forbund, klubber, idrætsskoler og Elitekommuner. Jeg glæder mig til at følge DASU og alle de andre forbunds videre arbejde med ATK. Og i denne weekend ser jeg frem til at følge et af dansk idræts største talenter træde ind på den helt store scene, når Kevin Magnussen kører ud på Albert Park-banen i Melbourne til sæsonens første Formel 1 Grand Prix.

Pressekontakt

Pressetelefon
  43 26 25 21

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire