Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/05-14   -   Pressemeddelelse

Dansk ishockey viser igen høj klasse

Historisk sejr, imponerede rekord, potentiel VM-kvartfinale og VM-værtskab. Dansk ishockey viser format og fremtidsperspektiver.

Humøret og stemningen i omklædningsrummet hos det danske ishockeylandshold var helt i top efter den historiske sejr over Tjekkiet - en af stormagterne i international ishockey. Danmark har igennem de seneste 12 års VM-slutrunder overrasket mod nationer som USA, Finland og Slovakiet, men vi har aldrig tidligere besejret Tjekkiet, der så sent som i 2010 blev verdensmestre og som til næste år skal være vært for A-VM. Det danske landshold spillede efter min opfattelse en af de bedste landskampe nogensinde, og jeg var især imponeret over det danske angrebsspil. Den nye landstræner Jan Karlsson har introduceret et mere offensivt spilkoncept for det danske landshold, hvor angrebsspillere som Patrick Bjorkstrand, Niklas Jensen, Kim Staal, Jannik Hansen og Mikkel Bødker i går skabte rigtig mange målchancer. Derudover viste de to backs Stefan Lassen og Philip Larsen, som var på isen i næsten halvdelen af kampen, spil på højt internationalt niveau. Også målmanden Simon Nielsens tre redninger i straffekonkurrencen, og ikke mindst den afgørende redning mod NHL-legenden 42-årige Jaromir Jagr, var stærkt medvirkende til, at Danmark med sejre mod Frankrig og Slovakiet nu kan sikre sig en plads i VM-kvartfinalen. Især Frankrig har med sejre over bl.a. Norge, Slovakiet og ikke mindst de olympiske mestre fra Canada været VM-turneringens helt store overraskelse indtil nu. Jeg tror imidlertid på dansk sejr mandag eftermiddag i Chizhovka Arena. Hvis Danmark kan udgå for mange udvisninger mod de fysiske stærke franskmænd og det danske forsvarsspil med målmand Simon Nielsen som en central nøglespiller kan fortsætte takterne fra kampen mod Tjekkiet, er chancerne for dansk sejr rigtig gode.

En unik anfører
Traditionen tro var det landsholdets kaptajn Morten Green, som i omklædningsrummet roste kammeraternes fighterindsats efter senstationen mod tjekkerne. Stærk fight kombineret med flot teknik og gode menneskelige egenskaber er baggrunden for Mortens enestående rekord i dansk ishockey. VM-slutrunden i Minsk er den danske kaptajns 16. slutrunde i træk. Kun to VM-kampe har han på grund af skader misset undervejs. Hermed runder Morten mere end 260 landskampe for Danmark i forbindelse med VM-slutrunden, og der venter helt sikkert flere VM-slutrunder til den 33-årige kaptajn i de kommende år - hvis han selv vil. Morten er landsholdets samlingspunkt, både på og uden for isen, og han nyder stor respekt hos sine holdkammerater. Efter min opfattelse kan en god anfører i holdsport som fodbold, håndbold og ishockey være den helt afgørende faktor for et holds succes eller fiasko. Jeg kender ingen bedre anfører i dansk elitesport end Morten - altid positiv og konstruktiv over for kammerater, trænerteam og ledere. Ikke mindst Mortens evne til og ønske om at unge spillere føler sig velkomne på landsholdet er helt speciel. Han er også en karismatisk person, der har holdninger og synspunkter, når der er brug for at stå sammen som hold eller uddele en skideballe.

Dedikation og ydmyghed
Jeg glæder mig rigtig meget til de sidste to VM-kampe mod Frankrig og Slovakiet. Holdets selvtillid er helt sikkert styrket efter sejren over Tjekkiet, og motivationen for en VM-kvartfinale er stor hos både spillerne og trænerteamet. For en del spillere er VM-turneringen i Minsk også et udstillingsvindue til de kommende ugers forhandlinger af kontrakter til den næste sæson. Disse spillere er naturligvis indstillet på at sælge sig så dyrt som overhovedet muligt. Jeg har efterhånden set en del VM-slutrunder i ishockey, og jeg har altid været imponeret over NHL-profilernes indstilling til det danske landshold. En spiller som Mikkel Bødker fra Phoenix Coyotes har forud for VM-turneringen i Hviderusland spillet samtlige 82 kampe i NHL's grundspil i perioden fra september til april. Han har haft sin hidtil bedste NHL-sæson med 19 mål og 32 oplæg , men på trods af en hård og udmarvende sæson opfatter Mikkel det som en "æressag" at spille for Danmark ved en VM-slutrunde. Første gang jeg mødte Mikkel var i forbindelse med kåringen af Årets Fund i Politikens Hus for mere end syv år siden. På daværende tidspunkt spillede han på Frölunda's juniorhold og gik på det lokale sportsgymnasium i Gøteborg. Siden har Mikkels sportslige karriere været imponerende, og han er i dag en markant profil i NHL. Især glæder det mig at hans menneskelige kvaliteter, hans indstilling og hans relationer til kammeraterne på landsholdet er præcis de samme, som da jeg mødte ham første gang. En sådan indstilling til spillet og sit landshold er af helt uvurderlig værdi og betydning for dansk ishockey og dansk elitesport.

To store mål for fremtiden
Jeg er sikker på at Mikkel, Morten og alle de øvrige spillere på landsholdet har to fælles mål, som er meget højt prioritet. Den ene mål er at opleve OL som ishockeyspiller. Næste mulighed for at realisere det mål er OL 2018 i Pyongyang. Danmark har helt sikkert kvaliteterne til at kvalificere sig til OL-turneringen i Sydkorea, men vejen dertil kan godt blive lang og svær. Det andet fælles mål er at repræsentere Danmark i en VM-turnering på hjemmebane. På fredag afgøres det, om Letland eller Danmark får tildelt VM-værtsskabet i maj 2018. Jeg tror, at Danmark har gode chancer for at få tildelt VM-værtskabet, hvilket naturligvis vil være et stort internationalt skulderklap til Danmarks Ishockey Union. Spillere, trænere og ledere i dansk ishockey fortjener stor anerkendelse og ros for mange års imponerende talentarbejde. Drømme og mål er nogle af de allervigtigste drivkræfter for Morten Green, Mikkel Bødker og deres landsholdskammerater. Jeg tror, at nogle af drømmene og målene realiseres i den kommende uge - det fortjener de!

Pressekontakt

Pressetelefon
  43 26 25 21

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire