Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/08-14   -   Pressemeddelelse

Vigtige skridt mod OL 2016 for kajak-roerne

MICHAELS MENING: VM i kajak byder på senior-debut til Årets Fund Emma Jørgensen, og René Poulsen skal i kamp for VM-medaljer.

Der er nu præcis to år til OL 2016 finder sted, og Dansk Kano- og Kajak Forbund har gode chancer for at få et stort og stærkt hold med til Rio. I de seneste år er der i dansk kajak udviklet mange talenter på højt internationalt niveau, hvilket senest blev bekræftet ved både U-EM og U-VM for få uger siden, hvor de danske talenter vandt hele otte EM- og tre VM-medaljer. Topscorer blandt de unge medaljevindere var ikke overraskende 18-årige Emma Jørgensen fra Maribo Kajakklub, som for andet år i træk blev både Europa- og verdensmester på begge de to olympiske distancer for kvinder 200 meter og 500 meter. Emma, som meget fortjent blev hædret som "Årets fund" i dansk eliteidræt 2013, viste endnu engang, at hun har et helt usædvanligt potentiale. Udover Emma var jeg også imponeret at Morten Graversen fra Silkeborg Kajakklub, som vandt VM-sølv for juniorer på den olympiske distance for herrer 1.000 meter. Endelig var det meget positivt, at flere af mandskabsbådene - både toer- og firer-kajakker - viste flotte takter. Sommerens resultater viser altså, at talentudviklingen er på et højt internationalt niveau i mange af DKF's klubber.

I morgen får Emma så debut ved senior-VM, som foregår i de næste fire dage på det topmoderne anlæg "Krylatskoye" uden for Moskva. Målet med Emmas VM-deltagelse er primært at få værdifuld sportslig erfaring, og hun skal bl.a. ro toer-kajak på 1.000 meter sammen med den rutinerede Henriette Engel Hansen. For Emma er fokus derfor ikke på resultaterne i denne omgang.

René Poulsen går efter medaljer
Det er det til gengæld for den ambitiøse og viljestærke René Holten Poulsen, som går efter sin første VM-medalje på den olympiske distance 1.000 meter. René har efter OL 2012 i London fokuseret 100 procent på ener-kajakken og er i dag blandt verdens 3-4 bedste på både 500 og 1.000 meter. Renés farligste modstandere i Moskva bliver formentlig tyskeren Max Hoff, der har vundet alle tre World Cups i denne sæson, hviderusseren Aleh Yurenia, der overraskende blev Europamester for få uger siden, samt outsiderne Fernando Pimenta fra Portugal og Murray Stewart fra Australien. René har i hele sæsonen vist rigtig god form med bl.a. 3 EM-sølvmedaljer, og hans samarbejde med den nye landstræner Zoltan Bako fungerer rigtigt godt. Sammen har de videreudviklet Renés teknik samt sat mere fokus på restitution og hvile mellem de enkelte træningspas. Jeg tror, at René kan vinde VM-medalje på såvel 500 meter som 1.000 meter, hvilket også - sammen med i alt fem A-finaler - er den samlede målsætning for det danske VM-hold. Jeg tror også, at Henriette Engel Hansen kvalificerer sig til A-finalen på den olympiske distance 500 meter - og så venter der måske i finalen en positiv overraskelse fra hendes side.

Firer-kajakker sætter kurs mod Rio
VM i Moskva bliver også et første skridt mod OL 2016 for de to firer-kajakker. Det vil først være muligt at vinde en OL-kvalifikationsplads ved VM 2015 i Milano, hvor de ti bedste nationer for både kvinder og mænd får en billet til Rio. Men de kommende dages VM-konkurrencer vil give et fingerpeg, om de to mandskabsbåde er på rette kurs. Herrernes K4 1.000 meter består af de to tidligere OL-deltagere Kasper Bleibach og Emil Stær suppleret af de to unge talenter Willian Axelsen og Emil Noe. Kvindernes K4 500 meter består af Emilie Petersen, Amalie Thomsen, Maja Rosenkrands og Ida Villumsen - fire talentfulde piger, som har både evnerne og viljen til at kæmpe med om en OL-billet. Det vil efter min opfattelse være positive overraskelser, hvis det lykkes at kvalificere en eller begge af firer-kajakkerne til A-finalen, idet konkurrencen i begge bådtyper er særdeles hård. Men chancen for OL-kvalifikation er bestemt til stede - det går vi efter.

Jeg glæder mig til at følge de danske kajakroere på nærmeste hold i de kommende dage under VM, hvor de tager vigtige skridt på vejen frem mod OL 2016.

Pressekontakt

Michael Andersen
Direktør
  51 26 60 62

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire