06/11-14
-
Pressemeddelelse
Ny sportsfysiolog med international erfaring
Team Danmark ansætter sportsfysiolog med speciale inden for udholdenhedssportsgrene og international erfaring i at rådgive og vejlede topatleter og trænere i forskellige sportsgrene.
Team Danmark har pr. 1. november 2014 ansat Walter Staiano som sportsfysiolog. Walter er uddannet "Master of Science in exercise physiology and rehabilitation" ved Bangor University i England (2007) og har efterfølgende skrevet Ph.d. afhandling om "Psychobiological determinants of exercise performance".
Walter har speciale inden for udholdenhedssportsgrene og har desuden ydet rådgivning og vejledning til topatleter og trænere inden for såvel individuelle sportsgrene som holdsport. Han har arbejdet som sportsfysiolog og forskningsassistent hos bl.a. School of Sport and Exercise på University of Kent i England (2012-2014), Mapei Human Performance Laboratory i Italien (2010-2014) og senest Australian Institute of Sport og Cycling Australia i foråret 2014. Walter har herigennem opnået erfaring med tværfagligt samarbejde inden for elitesport. Walter skal i de kommende måneder bidrage med at optimere træningsplanlægningen i udvalgte sportsgrene som bl.a. orienteringsløb og cykling.
"Det er meget positivt at få tilført nye kompetencer, og den erfaring, Walter har med fra sit hidtidige arbejde med international elitesport, vil helt sikkert kunne styrke og udvikle Team Danmarks indsats på det sportsfysiologiske område. Samtidig ser vi nogle spændende muligheder for at optimere på nye områder, i og med Walter har en kandidatgrad i fysiologi og en Ph. d.-grad fra psykologi. Han har i kraft heraf bl.a. arbejdet med træningsmetoder, som skal reducere mental træthed hos udholdenhedsatleter. Vi tror, at der kan være et uudnyttet potentiale på dette område, og det ser vi frem til at afdække i samarbejde med atleter og trænere," siger Charlotte Falkentoft, der er teamleder for Team sportsfysiologi.
Walter er 33 år og født i Italien. Han har selv dyrket flere sportsgrene og har trænererfaring fra både udholdenhedssportsgrene og holdsport.
Pressekontakt
Michael Andersen
Direktør
51 26 60 62
Charlotte Falkentoft
Teamleder sportsfysiologi
21 77 25 30