03/12-14
-
Pressemeddelelse
Team Danmark-støtte sender sejlere til Rio
Øget Team Danmark-støtte i 2015 skal give sejlerne mulighed for flere træningslejre i Rio frem mod OL i 2016.
De bedste danske sejlere kan se frem til flere penge næste år. Team Danmarks bestyrelse har besluttet at øge støtten til Dansk Sejlunion med 600.000 kroner til i alt 8,85 mio. kroner i 2015. Den øgede støtte skal bruges til at bygge videre på den flotte sportslige udvikling, som sejlerne er inde i. 2014 har været et imponerende sportsår, hvor de danske sejlere har præsteret fornemme resultater - bl.a. VM-sølv til såvel Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i 49FX-klassen som Jonas Warrer og Anders Thomsen i 49-klassen.
"De flotte resultater er hentet i flere bådklasser, og det er et godt tegn, at vi ser så mange helt fremme i den absolutte verdenselite. Især er det imponerede at Danmark allerede på nuværende tidspunkt er kvalificeret i hele 7 ud af 10 olympiske bådklasser. Derfor er jeg glad for, at vi kan skrue op for støtten til elitearbejdet i Dansk Sejlunion i det kommende år," siger direktør Michael Andersen.
Fokus mod Rio 2016
Ved VM i Santander i august lykkedes det de danske sejlere at sikre hele syv nationspladser, og det betyder, at sejlerne og Dansk Sejlunion allerede nu kan arbejde målrettet frem mod OL i 2016. Derfor skal de 600.000 kr. i øget støtte primært bruges på at sikre så optimale vilkår for sejlerne i deres forberedelse til Rio. Konkret betyder det, at der bliver mulighed for at afholde træningslejre i store dele af OL-forberedelsesperioden i Rio. Ifølge sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jacobsen, er det afgørende, at sejlerne får erfaring med forholdene i Rio, da de adskiller sig væsentligt fra det, de er vant til.
"Rio er et svært sted at sejle. Vind- og strømforholdene er meget omskiftelige og ændrer sig hele tiden alt efter hvilket tidspunkt på dagen, vi sejler. Derudover er der fem baneområder til OL, og vi ved ikke på forhånd, hvor de forskellige bådklasser skal sejle. Derfor er det vigtigt, at sejlerne kommer derned og lærer de lokale forhold i flere områder at kende" siger han.
I Team Danmark er nedtællingen til OL i Rio også skudt i gang, og der er al mulig grund til at være optimistiske, når vi ser på det niveau, sejlerne viser, mener Michael Andersen.
"Grundlæggende fortæller årets gode resultater i sejlsport, at det bliver et meget stærkt OL-hold, Danmark sender af sted til Brasilien. Samtidig skal vi holde fokus på talentudviklingen, så vi sikrer, at vi også efter OL i Rio kan fastholde og videreudvikle sejlernes niveau," siger Team Danmark-direktøren.
Fakta: 80,2 mio. kroner i Team Danmark-støtte
Aftalerne om Team Danmarks støtte til 21 specialforbund i 2015 er netop faldet på plads, og de 21 specialforbund kan samlet se frem til godt 80 mio. kroner i Team Danmark-støtte næste år. Ud over sejlsport kan bl.a. orienteringsløb og handicapidræt kan se frem til øget støtte til deres eliteidrætsarbejde. Ud over de 21 specialforbund, som bestyrelsen har fastlagt støtten til i 2015, vil støtte til yderligere syv specialforbund blive fastlagt i foråret 2015.
Pressekontakt
Michael Andersen
Direktør
51 26 60 62
Thomas Jacobsen
Sportschef i Dansk Sejlunion
29 16 09 20