Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/01-15   -   Pressemeddelelse

Trænerlegende vinder stor talentpris

Finn 'Beton' Jensen modtog lørdag aften Team Danmark og Dansk Supermarkeds Talentpris 2014 for sit enestående arbejde for talentudvikling i dansk sejlsport. Prisen blev uddelt ved DRs store gallashow Sport 2014.

Finn Jensen - med tilnavnet 'Beton' - har haft en finger med i spillet i næsten alle danske OL- og VM-medaljer i OL-bådklasserne siden 1992. Fra sit arbejde som daglig ledende kraftcentertræner i Dansk Sejlunions Kraftcenter Vest i Aarhus, har han i flere år været den helt centrale omdrejningsfigur og inspirator i det daglige arbejde med at udvikle både talenter og elitesejlere.

"Alene at blive nomineret til prisen var overvældende, så jeg er naturligvis meget glad og beæret. Det var nogle stærke kandidater, jeg var nomineret sammen med, som har gjort en enorm indsats. Jeg har altid gjort en dyd ud af at stå bag ved atleterne og ser det som en fornem opgave at være en del af holdet bag atleterne."

Team Danmarks formand, Frank Jensen, kalder Finn 'Beton' Jensen for en særdeles værdig modtager af Team Danmark og Dansk Supermarkeds Talentpris 2014.

"Finn 'Beton' Jensen er en institution i dansk sejlsport og et forbillede for alle, der arbejder med talentudvikling i dansk eliteidræt. Han har gennem en generation taget et stort ansvar for dansk sejlsport og har en stor aktie i, at Danmark i øjeblikket er verdens sjette bedste sejlsportsnation. Finn arbejder altid ud fra stærke værdier, og han er en rigtig god ambassadør for det værdisæt for talentudvikling, som Team Danmark har skabt," siger Frank Jensen.

Finn 'Beton' Jensen har været meget involveret i udviklingen af Diplomsejlerskolen, som er en af grundstenene i sejlsportens aldersrelaterede træningskoncept. Nogle af de sejlere, der har arbejdet tæt sammen med Finn 'Beton' Jensen er VM-sølvvinderne i 49er FX og "Årets Fund" i 2014, Ida Marie Baad og Marie Thusgaard.

Team Danmark og Dansk Supermarkeds Talentpris 2014
Team Danmark og Dansk Supermarkeds Talentpris hylder personer, der har gjort en helt særlig indsats for at styrke udviklingen af danske sportstalenter. Prisen går til en talenttræner, en sportschef, en ildsjæl i en forening eller i en kommune eller en anden, som i løbet af det seneste år har gjort en ekstraordinær indsats for talentudviklingen i dansk elitesport.
Det er en afstemning blandt sportscheferne og landstrænerne i de Team Danmark støttede sportsgrene, der afgør vinderen af Team Danmark og Dansk Supermarkeds Talentpris.

Finn "Beton" Jensen vandt prisen i tæt konkurrence med Preben Nørgaard, der som chef- og ungdomstræner i Solrød Badmintonklub har haft stor betydning for en række spillere på højeste niveau samt Lars Haunstrup Bach, talenttræner i Herning Ishockey Klub, der gennem 30 år har specialiseret sig i at udvikle talenter - heriblandt adskillige nuværende danske NHL-spillere.

Talentprogram 2013-2016
Dansk Supermarked er olympisk partner for Team Danmark. Derudover har Dansk Supermarked via en målrettet donation på 10 mio. kr. gjort det muligt at skabe "Team Danmarks Talentprogram 2013 - 2016". Her får en udvalgt gruppe af Danmarks største talenter særlige muligheder for at udvikle deres sportslige potentiale.

Pressekontakt

Per Boldt Jørgensen
chefkonsulent i Team Danmark og formand for arbejdsgruppen
  40 26 25 34

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire