08/06-15
-
Pressemeddelelse
Team Danmark øger støtten til curling
Danmarks bedste curlingspillere skal de kommende år tænke innovativt sammen med IT-Universitetet, deltage i flere internationale konkurrencer og skrue op for træningsmængden, så den matcher de bedste nationer. Derfor hæver Team Danmark støtten til Dansk Curling Forbund til 1,2 mio. kr.
Innovation og mere træning skal bringe dansk curling tilbage i verdenstoppen. Den internationale konkurrence i curling er blevet skærpet markant de seneste år, og skal Danmark spille med om medaljerne kræver det nytænkning lige som de bedste danske curlingspillere skal spille flere internationale konkurrencer og skrue op for træningsmængden og istiden. Derfor investerer Team Danmark 1,2 mio. kroner i udviklingen af dansk elitecurling sammen med Dansk Curling Forbund det kommende år. Det er en opjustering på 200.000 kr. i forhold til sidste samarbejdsaftale.
"Vi er oppe mod nogle konkurrenter, som har markant flere ressourcer og lever som fuldtidsprofessionelle curlingspillere. Nu har vi økonomi til at skrue op for træningsmængden, konkurrencedeltagelsen og sikre bedre isforhold og mere istid til vores eliteatleter," siger Ulrik Schmidt, sportschef i Dansk Curling Forbund. I disse uger skriver curlingspillerne under på en spillerkontrakt, hvor spillerne forpligter hinanden til den øgede træningsmængde og optimering af deres ernæring i forbindelse med konkurrencerne og i hverdagen.
"Det er simpelthen en nødvendighed, hvis vi skal følge med verdenseliten. Vi er derudover også i gang med at udvikle forskellige projekter sammen med IT-Universitetet, som kan blive spændende og give os nogle konkurrencefordele," siger Ulrik Schmidt. Den innovative tilgang til at udvikle dansk elitecurling er den rigtige vej at gå, mener Team Danmarks direktør, Lone Hansen, der er glad for at kunne opjustere støtten til elitearbejdet i forbundet.
"De andre nationer flytter sig hele tiden til nye niveauer. Derfor er vi i Danmark nødt til hele tiden at tænke smartere og skaffe os små fordele i den internationale konkurrence. Vores samarbejde med Dansk Curling Forbund og IT-Universitetet er et rigtig spændende tiltag, som sammen med en øget træningsmængde og mulighed for at deltage i flere konkurrencer forhåbentlig er en investering, der kan udvikle dansk curlings internationale niveau. Det sportslige potentialet er i hvert fald til stede," siger Lone Hansen.
Det helt store mål for de bedste danske curlingspillere er ved vinter-OL i 2018.
Pressekontakt
Lone Hansen
Kommende direktør i Team Danmark
60 38 25 27