Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
14/08-15   -   Pressemeddelelse

Et nationalt elitesportcenter kan løfte dansk idræt

Visionen om et fælles nationalt elitesportscenter går nu ind i næste fase. Atleterne, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark ser store potentialer i at skabe fremtidens træningsmiljø for verdenseliten.

En ny rapport "Nationalt elitesportscenter i Danmark" beskriver, hvordan det optimale indhold og set-up i fremtidens træningsfaciliteter for eliten skal se ud. En bred vifte af sportsgrene vil kunne få stort udbytte af et nationalt elitesportscenter, hvor en mulig ny campus-model med tæt samspil med forskningsinstitutioner vil være vigtige elementer.

Næste fase bliver et for-projekt, der i det kommende år skal konkretisere indretningen, finansieringen og de mulige placeringer af et nationalt elitesportscenter og derved komme vigtige skridt nærmere etableringen af et helt nyt træningsmiljø for Danmarks bedste atleter.

International forskning viser, at moderne træningsfaciliteter er en afgørende forudsætning for succes i international elitesport, og herhjemme har atleter og trænere i Team Danmarks tre seneste brugerundersøgelser vedholdende peget på, at deres træningsfaciliteter ikke er på niveau med de internationale konkurrenters. Derfor har en fælles arbejdsgruppe under Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund beskrevet det optimale set-up i fremtidens træningsmiljø i den rapport, som Team Danmark og DIF drøftede på et fælles bestyrelsesmøde i går.

"Et nationalt elitesportscenter vil kunne gøre en markant forskel. Og vi atleter er rigtigt glade for DIF og Team Danmarks fælles ejerskab til visionen om at skabe et nationalt elitesportscenter, og at vi nu tager næste skridt frem mod dette drømmemål. Et nationalt elitesportscenter vil være et kvantespring fremad for de danske atleters udviklingsmuligheder i den benhårde internationale konkurrence. Vi glæder os til at arbejde videre med visionen, og vi tror og håber på, at idrættens organisationer - DIF, Team Danmark og specialforbundene - i fællesskab vil kunne få mobiliseret den fornødne politiske og økonomiske opbakning til at få realiseret visionen om et nationalt elitesportscenter," siger Rasmus Henning, formand for Aktivkomiteen og med i arbejdsgruppen.

Fælles træningsmiljø
Et nationalt elitesportscenter vil kunne udvikle dansk eliteidræts internationale konkurrenceevne, og det vil være til stor gavn for en bred vifte af specialforbund. Visionen er, at det nationale elitesportscenter skal have et stærkt fokus på at skabe optimale rammer for atleternes hverdag, og samtidig være et stærkt videns- og innovationsmiljø på højeste internationale niveau. Danmarks Idrætsforbunds formand Niels Nygaard siger:

"Vi er glade for, at rapporten har beskrevet en fælles vision for udviklingen af et nationalt elitesportscenter, som både Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark tager ejerskab til. Vi har ikke lagt os fast på nogen konkret model, og vi vil bruge den kommende tid til at undersøge de bedste løsninger. Et nationalt elitesportscenter med et ambitiøst udgangspunkt vil kunne styrke specialforbundenes eksisterende talent- og elitearbejde. Samtidig vil det kunne styrke sammenhængskraften i dansk eliteidræt at få udviklet et fælles træningsmiljø i verdensklasse for de kommende generationer af atleter i dansk eliteidræt. Vi har verdensklasse i dansk idræt på rigtigt mange fronter, det skal vi også sigte mod at have i fremtiden, når det drejer sig om optimale træningsforhold," siger Niels Nygaard.

Ambitiøs vision
I Team Danmark glæder bestyrelsesformand Frank Jensen sig til det videre arbejde:
"Visionen om et nationalt elitesportscenter er meget ambitiøs, for vi skal ikke blot kopiere vores konkurrenter i udlandet, men skabe en særlig dansk model. Med et nationalt elitesportscenter vil vi kunne tage afgørende skridt for at udvikle dansk eliteidræts internationale konkurrenceevne. Den mulighed skal vi gribe, og vi håber at kunne skabe bred opbakning til vores fælles vision om et nationalt elitesportscenter. Jeg er glad for, at vi allerede nu tager næste skridt sammen med DIF og i fællesskab får konkretiseret, hvordan et fremtidigt nationalt elitesportscenter vil kunne indrettes og drives," siger Frank Jensen.

Næste skridt i arbejdet med den fælles vision er et for-projekt, der på baggrund af en kvalitativ analyse af specialforbundenes behov beskriver, hvordan et nationalt elitesportscenter vil kunne etableres i praksis, og som bl.a. skal indeholde forslag til kravsspecifikationer ift. fysiske/funktionelle behov, sociale behov, bymæssige behov, læringsmæssige behov. For-projektet skal også beskrive og forholde sig til de geografiske muligheder for placering af et nationalt elitesportscenter. For-projektet skal være afsluttet i september 2016, og i februar 2016 vil Team Danmark og DIFs bestyrelser drøfte de første konklusioner fra for-projektet, som beskriver og forholder sig til campus-modellen og andre mulige modeller.

Pressekontakt

Lone Hansen
Kommende direktør i Team Danmark
  60 38 25 27

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire