Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
03/12-15   -   Pressemeddelelse

Team Danmark lægger sporene for 2016

De økonomiske rammer for 27 ud af de 28 Team Danmark-støttede forbund er nu lagt fast for OL-året 2016. Team Danmark støtter de 27 specialforbund med godt 93,4 mio. kr. til eliteudviklingen det kommende år. For de olympiske sportsgrene bliver fokus nu i endnu højere grad rettet mod Rio, så det danske OL-hold kan stå bedst muligt forberedt, når flammen tændes til august på Estadio Maracaná.

Budgetterne til elitearbejdet for 27 specialforbund er på plads for 2016, og de kan samlet se frem til 93,4 mio. kroner fra Team Danmark næste år. Det har Team Danmarks bestyrelse besluttet efter at have behandlet ansøgningerne på årets sidste bestyrelsesmøde. Selvom det samlede støtteniveau er som i år har Team Danmark justeret støtten og samarbejdet med enkelte forbund.

Et af de forbund, der kan se frem til øget støtte i 2016, er Dansk Sejlunion, hvor en lang række sejlere i år har leveret store præstationer til EM og VM - senest med VM-guld i Laser Radial til Anne-Marie Rindom. Elitesejlerne får mulighed for at investere 745.000 mere i OL-forberedelserne næste år, hvor otte bådklasser har kvalificeret sig til at kæmpe om OL-medaljer i Rio.

Pengene skal blandt andet bruges på at leje både lejligheder og lokaler ved lystbådhavnen under OL i Rio, hvor sejlerne kan få hjælp fra Team Danmarks eksperter mellem sejladserne, en kok, der skal sørge for, de får den rigtige kost til legene og ikke mindst en træningsbase i Rio. Her vil der frem mod OL ligge danske både, så sejlerne kan komme ned og træne på de baner, hvor OL vil blive afholdt. Det vil give sejlere rigtig godt kendskab til de lokale forhold i vandet ud for den brasilianske storby, fortæller sportschef i Dansk Sejlunion, Thomas Jakobsen.

"Den faste træningsbase i Rio giver os nogle unikke muligheder for at blive fortrolige med forholdene i Rio de Janeiro. Vind- og strømforholdene er meget forskellige på de seks baner, der skal sejles på til OL, og derfor er det afgørende, at sejlerne kan komme på flere og længerevarende træningslejre i området, så de står så godt forberedt til at kæmpe om medaljer til Danmark som muligt," siger han.

Vinter-OL i horisonten
Selv om kikkerten for langt de fleste er indstillet på det kommende sommer-OL, går man i Danmarks Ishockey Union allerede i 2016 i gang med den vigtige kvalifikation til Vinter-OL i 2018 i Sydkorea. Til efteråret kan ishockeylandsholdet kvalificere sig til OL, og det vil i givet fald blive første gang, at de rød-hvide farver vil glide hen over isen til et OL. Den økonomiske støtte til ishockey vil blive øget med 380.000 kroner i forhold til 2015, og en del af pengene vil blive brugt på at forberede ishockeylandsholdet - inklusive danske NHL-spillere - bedst muligt frem mod kvalifikationsturneringen, som afvikles i Minsk i Hviderusland, fortæller Ulrik Larsen, sportschef i Danmarks Ishockey Union.

"Det er en stor og spændende udfordring, vi står over for. Det, der gør det helt specielt, er at turneringen skal spilles i september i en termin, som NHL-klubberne respekterer, og det betyder, at vi potentielt kan stille med 9-10 danske NHL-spillere for første gang," siger Ulrik Larsen.

Også Dansk Orienterings-Forbund kan se frem til flere midler i 2016. Knapt 200.000 kr. mere i støtte, som primært skal gå til direkte støtte til de bedste atleter, så de får så gode vilkår som muligt for at fastholde det verdensklasseniveau, de har vist ved VM i 2015, hvor Danmark var bedste nation af alle.

Mindre økonomisk støtte
Et af de forbund, der til næste år vil modtage mindre økonomisk støtte er Dansk Tennis Forbund. Team Danmark og Dansk Tennis Forbund har samarbejdet tæt om talentudviklingen siden 2009, men den sportslige udvikling, der har været knyttet til 22 udvalgte talenter i perioden fra 2009 til i dag, har desværre ikke levet op til de målsætninger, som Team Danmark og Dansk Tennis Forbund har aftalt i fællesskab. Derfor sætter Team Danmark nu denne del af samarbejdet på pause.

"Vi har haft et fælles mål sammen med Dansk Tennis Forbund om at styrke talentarbejdet siden 2009. Det har vi arbejdet målrettet efter. Men vi må desværre konstatere, at vi i fællesskab ikke har nået målene om at skabe juniorer i top 10 på verdensranglisten, eller seniorspillere på vej mod top 100. Det har vi reageret på nu. Vi fokuserer derfor nu samarbejdet om Carolines OL-forberedelser, og vi kommer ikke til at samarbejde om talentudviklingen i det kommende år," siger Lone Hansen.

Ændringen i samarbejdet med DTF betyder, at støtten til tennis det kommende år bliver kraftigt reduceret. Team Danmark har afsat et rammebeløb på 150.000 kr. til at optimere Caroline Wozniackis OL-forberedelser mod en samlet støtte til Dansk Tennis Forbund på 1,1 mio. kr. i 2015.

Udover Dansk Tennis Forbund er det også bordtennis, fægtning og gymnastik (trampolin), der kan se frem til en nedjustering af støtten. Her er baggrunden for justeringen også, at resultaterne desværre ikke har levet op til de resultatmål, som forbundene sammen med Team Danmark opstillede som mål for støtteperioden. Også vandski vil få mindre i støtte i 2016 men her er baggrunden dog af en mere glædelig karakter, da vandskihopper June Fladborg er gravid, og derfor holder pause fra sporten i 2016.

Pressekontakt

Lone Hansen
Kommende direktør i Team Danmark
  60 38 25 27

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire