Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/04-16   -   Pressemeddelelse

Jonas Høgh klar til OL

Den danske finnjollesejler Jonas Høgh-Christensen er udtaget til sit fjerde OL.

Han har stoppet karrieren et par gange for derefter at vende tilbage og triumfere. Nu er dansk sejlsports comeback-kid nr.1 klar til endnu et OL, idet DIF's olympiske komité har udtaget Jonas Høgh-Christensen til De Olympiske Lege i Rio. Dermed skal Jonas Høgh-Christensen forsvare de danske farver for fjerde gang ved et OL.

"Jeg havde jo - for nu at være helt ærlig - forventet, at det ville lykkes mig at blive udtaget til OL, men det er fedt, at det nu er på plads. Jeg kæmper godt nok med, at tingene går lidt i mod mig rent sportsligt i øjeblikket, og jeg døjer med lidt skadesproblemer, men overordnet synes jeg, at processen frem mod Rio er god." siger Jonas Høgh-Christensen.

Ved sidste OL i London 2012 leverede den danske finnjollesejler et unikt drama, da han vandt sølv efter en hård duel med briten Ben Ainslie. I forhold til legene i Rio ser Jonas Høgh-Christensen igen en OL-medalje som en god mulighed.

"Jeg var ikke kommet tilbage igen-igen, hvis det ikke var, fordi jeg troede på, at jeg kunne gøre mig gældende og vinde en medalje af hvilken som helst karat. Og det tror jeg stadig på."

DIF's chef de mission, Morten Rodtwitt, er glad for at have Jonas Høgh-Christensen klar i OL-truppen.

"Jonas Høgh-Christensen er jo en af vores mest erfarne atleter, og han har en helt unik vindermentalitet, som man kun kan misunde. Han er typen, der går forrest, og det lyser nærmest ud af ham, at han vil vinde medaljer til Danmark. Det bliver igen meget spændende at følge ham ved et OL."

Team Danmarks direktør, Lone Hansen, glæder sig også over, at Jonas Høgh-Christensen har valgt at forlænge karrieren.

"Først og fremmest er det meget glædeligt, at Jonas har valgt at repræsentere Danmark til endnu et OL. Han er en fantastisk sejler, og med sin professionalisme og ro er han en stor bonus for OL-holdet. Vi vil meget gerne fastholde topatleter længere i sporten, og Jonas er et eksempel på en atlet, der formår at få elitesport, uddannelse og arbejde til at gå op i en højere enhed. Han er et godt billede på, at den danske model virker på højeste niveau." siger Lone Hansen.

Fakta om Jonas Høgh-Christensen
Alder: 35 år
Disciplin: Finnjolle
Udvalgte resultater:
OL 2012: Sølv
VM 2009: Guld
Finnjolle VM 2006: Guld
Deltaget ved OL i 2004, 2008 og 2012
Kåret til Årets Fund i dansk idræt

Fakta om OL i Rio:
Afholdes 5.-21. august 2016
DIF og Team Danmark forventer at kunne stille med et endeligt hold på cirka 120 atleter. Det er de enkelte specialforbund, der indstiller atleter til udtagelse, og det er bestyrelsen i DIF, der også er Danmarks Olympiske Komité, som står for udtagelsen.

Atleter udtaget til OL:
Mark O. Madsen, brydning
Jeanette Ottesen, svømning
Rikke Møller Pedersen, svømning
Lotte Friis, svømning
Mie Ø. Nielsen, svømning
Viktor Bromer, svømning
Jesper Hansen, skydning
Stine Nielsen, skydning
Torben Grimmel, skydning
René Holten Poulsen, kajak
Jena Mai Hansen, sejlsport
Katja Salskov-Iversen, sejlsport
Anette Viborg, sejlsport
Allan Nørregaard, sejlsport
Jonas Høgh-Christensen, sejlsport

Pressekontakt

Morten Rodtwitt
Chef de mission i DIF
  29 37 09 16
Lone Hansen
Kommende direktør i Team Danmark
  60 38 25 27

Firma

Team Danmark
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 25 21
  51 26 60 62

http://www.teamdanmark.dk

Modtag nyheder fra Team Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire