29/10-09
-
Pressemeddelelse
Fondsstøtte til århusianske Teater Refleksion
Det århusianske dukke- og animationsteater Teater Refleksion, er tildelt 50.000 kr. i produktionsstøtte fra Wilhelm Hansens Fond. Støtten går til opsætningen af stykket H. C.'s Ventesal.
Teater Refleksion var i år blandt de udvalgte, da der den 27. oktober var pris- og legatuddeling på Chr. d. IV's Gamle Børs. Teatret kunne gå hjem med 50.000 kr. i produktionsstøtte til deres kommende stykke, H. C.'s Ventesal, der har premiere den 27. februar 2010.
Et kig ind i H. C. Andersens hjerne:
H. C.'s Ventesal fortæller historien om forfatteren H. C. Andersen, der vender hjem fra én af sine mange rejser. Med sig i kufferten har han en havfrue - hovedpersonen i hans næste eventyr. Hjemme venter adskillige halvfærdige figurer, der er stærkt utålmodige efter at blive skrevet færdige - og blive sat fri af den ventesal, de befinder sig i. De er langt fra begejstrede for den nytilkomne konkurrent, som sætter dem tilbage i køen.
H. C.'s Ventesal er resultatet af mødet mellem forfatter Christina Hesselholdts minimalistiske poesi, Teater Refleksions visuelle dukke- og animationsunivers og instruktør Neville Tranter fra hollandske Stuffed Puppet Theater's hudløst ærlige fortællestil.
Dansk dukke- og animationsteater i verdensklasse:
Teater Refleksion blev etableret i 1990 af instruktør og dukkefører Bjarne Sandborg og har siden opnået internationalt ry og anerkendelse hos både publikum, anmeldere, kolleger og fagråd. Teatret har spillet så kendte steder som operahuset i Sydney, til verdenskongres i Adelaide og har turneret i både Australien, USA og store dele af Europa. Senest gik turen til Japan og Hong Kong, hvor der hersker en lang tradition for dukke- og animationsteater henvendt til både voksne og børn.
Relevant information
http://www.refleksion.dk