07/10-10
-
Pressemeddelelse
Dødscabaret med dukker i Kulturnatten
Skeletterne vælter ud af skabet, når Teater Refleksion byder velkommen indenfor til den humoristiske dukke-dødscabaret "Requiem" i Kulturnatten.
Teatret Kapok gæster i dagene omkring Kulturnatten Teater Refleksion med premieren på den bizarre og humoristiske dukke-dødscabaret "Requiem". Dukkeføreren Loui Danckert tager publikum med på en overrumplende rejse ind i dødens skæve skæbnegalleri. Her leder et væld af absurde figurer, tilsat musik, efter en mere eller mindre makaber mening med døden. Forestillingen varer 30 minutter og spiller både kl. 21.00 og 22.30. Den anbefales til voksne. Requiem er gratis med Kulturnattens nattegn.
Loui Danckert er medskaber og dukkefører på Teater Refleksions publikumsfavorit "Kassemadsen", og "Requiem" er hendes eget teater, Teater Kapok's, første.
Teater Refleksion er åbent for gæster i foyeren fra kl. 20 på Kulturnatten, og pladserne til "Requiem" fordeles efter først til mølle princippet.
Alting var nemmere i gamle dage
Teater Refleksion har også voksendukketeater på programmet aftenen efter Kulturnatten. Lørdag den 16. oktober kan man opleve en dobbeltforestilling med "Requiem" og dukkeforestillingen "Bedstemoren". I "Bedstemoren" giver den finske dukkefører Outi Sippola en poetisk og hjerteskærende kommentar til alderdommens stilhed, besværligheder og minderne om fortiden.
Outi er dukkefører i Teater Refleksions "Den grimme ælling" og "Kasse-Madsen".
Spillested: Teater Refleksion, Frederiksgade 72b, 1., 8000 Århus C.
"Requiem": 14. oktober kl. 20.00 & 15. oktober kl. 21.00 og 22.30.
"Requiem" og "Bedstemoren": 16. oktober kl. 19.00.
Begge forestillinger anbefales til voksne.
Billetbestilling: www.refleksion.dk eller billettelefon 86 24 05 72.
Relevant information
http://www.refleksion.dk