10/08-10
-
Pressemeddelelse
Dansk teater i Sydney Operahus - igen
Som det eneste danske teater nogensinde, er Teatret Gruppe 38 inviteret til at spille i Operahuset i Sydney for tredje gang. I august 2010 drager forestillingen "Hans og Grete" jorden rundt, for at spille 14 forestillinger i det verdenskendte operahus.
Få danske teatre har som Teatret Gruppe 38 formået at indtage teaterscenerne verden rundt og som det eneste danske teater nogensinde, spiller Teatret Gruppe 38 nu på Operahuset i Sydney for tredje gang. Denne gang er det den Reumert-nominerede gyserklassiker "Hans og Grete", der skal betage publikummet "down-under".
Forestillingen beskrives som: " En barsk historie om Hans og Gretes møde med et vidunderligt pandekagehus... og en dødsensfarlig heks. Grimms grusomme og fascinerende eventyr - så godt, at det er værd at se, høre og mærke igen."
Teatret Gruppe 38:
Teatret Gruppe 38 er et prisbelønnet, lille storbyteater beliggende i centrum af Århus - og er samtidigt et af de mest internationalt turnerende teatre i Danmark. Forestillingerne henvender sig til både voksne og børn, og er kendetegnet ved en særlig intim spillestil med vægt på et direkte og poetisk udtryk og gode historier fortalt med både lune og kant. Teatret har spillet så forskellige steder som på Broadway i New York, samt en række andre steder i USA, Canada, Asien og hele Europa.
Relevant information
http://www.gruppe38.dk