16/11-10
-
Pressemeddelelse
Teatret Gruppe 38 er Årets Børneteater
Det blev Teatret Gruppe 38, der løb med prisen som Årets Børneteater ved det årlige teaterseminar med Danmarks Teaterforeninger. Prisen tildeles for teatrets generelle virke, vedholdende satsning på kvalitet og unikke evne til at fortælle historier.
I år blev det det i forvejen prisbelønnede århusianske Teatret Gruppe 38, der løb med prisen som Årets Børneteater - med tilføjelsen at prisen gaves for teatrets generelle virke. Det var bestyrelsesmedlem hos Danske Teaterforeninger, Jette Glavind Pedersen, der overrakte hædersbevisningen til en overrasket Bodil Alling fra Teatret Gruppe 38.
I begrundelsen lød det blandt andet: "Bodil Alling og teatret forstår at fortælle en historie, så man holder vejret, fascineres og hensættes til nydelse. Historien sætter beskueren i en dejlig ro, og tankerne myldrer frem på behagelig vis i hovedet undervejs, og når forestillingen er slut, går du derfra med en varm følelse".
Priser en masse:
Det er anden gang Teatret Gruppe 38 modtager prisen som Årets Børneteater, som de også fik tildelt i 1995. Siden da er det bl.a. blevet til to Reumert-priser - og yderligere to nomineringer til samme, Horsens Kommunes Børneteaterpris i 1998 og senest er teatret nomineret til den prestigefyldte ASSITEJ Internationals Honorary President Award.
Danmarks Teaterforeningers årlige seminar løb denne gang af stabelen i Herning Kongrescenter i weekenden den 12.-14. november. Omkring 460 deltagere var mødt op for se teater, diskutere teaterpolitik og overvære prisuddelinger ved lørdagens festmiddag.
Relevant information
http://www.gruppe38.dk