11/10-12
-
Pressemeddelelse
3D hjælper dansk firma med at bygge Norges længste bro
Hardangerbroen bliver den største i Norge. Det er danske MT Højgaard der med hjælp fra 3D-software står bag det avancerede stål- og montagearbejde på broen
Det er ikke bare en almindelig hængebro. Det er den største i Norge og når den står færdig og hænger mellem fjeldene over fjorden ved Hardanger bliver den et af de nye norske vartegn. Hardanger-broen bliver en to-sporet hængebro med gang- og cykelsti. Med en totallængde på 1.380 meter og et hovedspænd på 1.310 meter er den 30 meter længere end Golden Gate Bridge, men kortere end Storebæltsbroen, der har et spænd på 1.624 meter. Køretiden mellem Oslo og Bergen vil gå betydeligt hurtigere, når den nuværende færgeforbindelse over Hardangerfjorden erstattes med den ny hængebro næste år.
Kompleks montage
En hængebro er i sig selv et stykke udfordrende arkitektur og derfor er nøjagtighed i udformningen af hele stålkonstruktionen, og ikke mindst hele montagedelen, en nødvendighed for ikke at miste dyrebar tid på byggepladsen.
- Det har været væsentligt for os, at kunne lave nøjagtige modeller og visualiseringer af montagesituationerne for at være så godt forbedret som muligt til opgaven, siger Torben Johannesson, designdirektør, i MT Højgaards Design & Engineering afdeling.
Det er det norske arkitektfirma Forum, der står bag designet af broen. MT Højgaards opgave har haft fokus på hele stålmontagen, leveringen og monteringen af hovedkabler og brokasser. I alt skal MT Højgaard montere mere end 14.000 ton stål i broen, hvoraf bærekablerne alene vejer 6.400 ton. Broen - som ifølge den norske stats beregninger kommer til at koste 1,81 mia. norske kroner har udover MT Højgaard også AF Skandinavia tilknyttet til at etablere veje og tunneler, mens Veidekke står for betonarbejdet.
Præcise 3D-modeller
Kabler og brokasser er designet af bygherren, men leveret af MT Højgaard. Opgaven har været at levere og montere hovedkabler og brokasser. MT Højgaard har designet alt det hjælpeudstyr, som skal til for at gennemføre montageopgaven.
Hjælpeudstyret er komplekst og for at minimere fejl i processen er alt udstyret modelleret i Tekla Structures, der et komplet stykke BIM-software (Bygnings Informations Modellering) specielt udviklet til byggeindustrien. I den digitale 3D-model har det været muligt for MT Højgaard at lave helt nøjagtige tegninger til udstyret. Dermed har man elimineret de fejl, som ofte kan opstår, når der skal laves komplekse konstruktioner baseret på flere tusinde arbejdstegninger.
- Fordelen ved selv at modellere og lave arbejdstegninger er at eventuelle problemer og andre projektafklaringer identificeres og løses inden projektet går i værksted. Et meget vigtigt element i Tekla modelleringen har været de gevinster MT Højgaard har opnået i forbindelse med montageplanlægningen, siger Torben Johannesen.
Udrydder fejl
Hjælpeudstyret består blandt andet af en catwalk, der er en gangbro til arbejderne, som hænger fra pylon til pylon, og som er uundværlig underopførelsen af broen. Derudover har MT Højgaard fremstillet spindeudstyr, som bruges til at spinde hovedkablerne på stedet ved at føre tynde tråde frem og tilbage. Til at spænde kablerne efter spindingen bruges kabelstrammere, som også er fremstillet af MT Højgaard ud fra de tredimensionelle modeller i Tekla. Endelig har MT Højgaard bygget en avanceret kassekran, der kører på hovedkablerne og har løftet brokasserne op fra skibet, der bruges i forbindelse med byggeriet af broen.
MT Højgaard har brugt de detaljerede modeller konsekvent og har desuden lavet flere film, der bruges til at simulere montagerne og på den måde være på forkant med eventuelle problemer.
- Modellerne og filmen er uundværlige i forhold til, hvor komplekst montagen er. Filmene giver os mulighed for på forhånd at gennemspille og gennemdiskutere de meget komplicerede montageoperationer ved skrivebordet. Det kan vi gøre i god tid, inden den finder sted i virkeligheden og det gør at vi er langt bedre forberedt end hvis vi ikke havde haft modellerne og filmene, siger Torben Johannesen og forklarer:
- Som et konkret resultat af de detaljerede visualiseringer blev vi opmærksom på nogle bolte, som ikke pladsmæssigt kunne monteres, som forudsat. At vi fik det korrigeret, inden montagen var i fuld gang, var guld værd.
Også i fremtiden
Som for alle andre projekter er tiden en vigtig faktor. Alle brokasser er ankommet med det samme skib til Hardangerfjorden, og det har været vigtigt at ophængningen af kasserne er forløbet kontinuerligt, så skibet ikke har skullet opholdes længere end aftalt.
- Nu hvor byggeriet for alvor går i gang vil det blive spændende at se om alt forløber som planlagt. Under alle omstændigheder har vi oplevet en stor gevinst ved at bruge Tekla i forbindelse med opgaven og MT Højgaard vil gentage den detaljerede og modellerede planlægning på kommende broopgaver, siger Torben Johannesen.
VIDEO
Tag med en tur på catwalken under bærekablerne og se forberedelserne til at løfte de næsten 400 tons tunge brofag på plads. Se filmen og de 3D-modeller der er lavet i Tekla Structures, som simulerer, hvordan brofagene skal hejses på plads fra skibet under broen:
http://www.youtube.com/watch?v=eYHKBPsk6zk&feature=youtu.be
Fakta om Hardangerbroen
Bygherre: Statens Vegvesen
Entrepriseform: Hovedentreprise
Byggeperiode: 2009-2013
Lokalitet: Hardanger, Norge
Hovedspænd: 1310 meter
Totallængde: 1380 meter
Anlægssum: 1.81 mia. NKR.
Officiel hjemmeside: www.hardangerbrua.no
For yderligere information og kommentarer kontakt:
Martin Birk, direktør Tekla Danmark - tlf.: 30509887
Tekla
Med en ambition om at mangedoble sine kunders potentiale for at tænke og præstere stort, tilbyder Tekla et korrekt, detaljeret og informationsrigt softwaremiljø til 3D-modelbaseret konstruktion (BIM; Building Information Modeling), som kan deles mellem entreprenører, konstruktører og producenter af stål, beton og træ. De meget detaljerede og virkelighedstro konstruktionsmodeller, som fremstilles, kombineres og distribueres med Tekla Structures, giver de bedst tænkelige forudsætninger for byggeri og produktionskontrol. Centralisering af byggeinformation i modellen muliggør bedre koordinering og integration af projektledelse og levering. Det øger produktiviteten og eliminerer affald, som dermed gør konstruktioner og bygninger miljømæssigt mere bæredygtige. Læs mere på www.tekla.com, www.teklastructures.com og www.teklabimsight.com
Relevant information
http://www.tekla.com/dk