Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
26/06-13   -   Pressemeddelelse

Energianlæg med skibakke og klatrevæg på taget

Ingeniørfirma bruger BIM - Bygnings Informations Model-software - for at sikre at den udfordrende arkitektur kan bygges uden fejl og at uforudsete udgifter og problemer kan undgås

Bygningen på 41.000 m2 vil rejse sig i 80 meters højde og stå som et monument over Amager og ikke bare være et sted, hvor affaldet fra husholdningerne bliver brændt af og omdannet til varme på en ny og mere miljøvenlig måde. Men Amager Bakke skal også bruges af befolkningen i hovedstadsområdet og andre tilrejsende. Et sted, hvor Københavns beboere kan tage ud og nyde naturen, områderne ved vandet og ikke mindst bruge helårs skibakken og klatrevæggen på toppen af den, som man netop nu er i gang med at finde ud af kan realiseres i den form som arkitekten har lagt op til.

Det er MOE A/S, der er rådgivende ingeniører og har projekteringsledelsen for hele projektet, og står for projekteringen af alle bygge- og anlægsarbejde. Den meget komplekse arkitektur i bygningen betyder at MOE har stået overfor deres største opgave nogensinde, når det gælder brugen af Tekla Structures, som er det BIM - Bygnings Informations Model-software - som virksomheden bruger. Programmet bruges til at lave en samlet digital model af bygningsværket. Alle dele - fra den mindste bolt over mængdebeskrivelser til tilbudslister, leverance, byggestyring og mange andre detaljer - er specificeret nøjagtigt i modellen, hvilket betyder man kan undgå forsinkelser ude på byggepladsen.

"Amager Bakke er det til dato største konstruktionsprojekt som vi har gennemført i Tekla. Der arbejder dagligt mellem tre og seks brugere, tegnere og modelbyggere samt en håndfuld ingeniører, der bruger modellen til at se på, tage mål efter, kommunikere ud fra og så videre. Alt sammen ved brug af BIM-modellen fra Tekla," siger Anders Bilgaard, Bygningskonstruktør og Tekla-supporter i MOE A/S.

Komplekst og stort byggeri
Bygningen er kompleks og med mange detaljer. Først spadestik blev taget i marts og det færdige hus skal være klart i 2017. Amager Bakke er en mastodont og et udfordrende byggeri. Arealet svarer til syv fodboldbaner. Stålkonstruktionen er på 5000 ton og i alt vil der blive rammet 2400 jernbetonpæle ned og støbt 35.000 m3 beton. Det bemærkelsesværdige byggeri vil med sin organiske form både trone over og slange sig udover området med sin bakkeform ved befæstningsværket Prøvesten, hvor Københavns største lystbådehavn er under udformning og det nye aktivitetsanlæg, Copenhagen Cablepark, hvor wakeboardere slår sig løs på vandet.
Det er det velrenommerede danske arkitektfirma, BIG, der har vundet arkitektkonkurrencen med deres anderledes bud på hvordan man kombinerer affaldsafbrænding med fritidsaktiviteter.

Præcist og detaljeret overblik
Med brugen af Tekla-modellen har MOE mulighed for at skabe et komplet overblik over projektet og eliminere mulige fejl inden byggeriet for alvor går i gang på byggepladsen. På den måde sikres tidsplanen og ikke mindst den økonomiske ramme. Samtidig giver det nye og forbedrede samarbejdsmuligheder med de øvrige involverede parter i byggeriet.
"Der arbejdes i Tekla indenfor flere områder. Blandt andet betondetaljering med armeringsoptegninger, ståldetaljering, 4D-tidsplanlægning, mængdeudtræk og andre områder. BIM-tankegangen er i den grad i spil på hele projektet, fordi vi kender til fordelene og i så stort et projekt er fordelen endnu tydeligere, siger Anders Bilgaard.

Forbedret samarbejde
Samarbejde på tværs af de involverede parter er væsentligt. Derfor bliver der løbende udvekslet BIM-modeller med entreprenører og bygherre, som har et nøjagtigt overblik over hele byggeprocessen.

"At vi vælger at armere konstruktionerne i Tekla er i høj grad præget af, at vi har et ønske om at levere et mere præcist afregningsgrundlag for entreprenøren," siger Anders Bilgaard og forklarer:

"Med alt modelleret i BIM, står vi stærkere sammen med bygherren om at kontrollere de mængder, som entreprenøren afregnes efter. Tidligere har vi som rådgivere ikke haft nær så gode muligheder for at kontrollere den mængde af armering, som entreprenøren indbygger i konstruktionerne. Det har i al fald været en meget tidskrævende proces. Med den nuværende metode kan vi samtidig med at vi producerer tegninger også få den eksakte mængde. Vi forsøger med denne procedure at slå to fluer med et smæk."
Tidligere optegnede man detaljer og opstalter og begyndte efterfølgende på opmålingsarbejdet.

"Nu modellerer vi i Tekla, og som output fra modellen får vi tegninger og mængder i en proces og de to ting stemmer altid overens. Det er derfor også en mere præcis metode en hidtil, hvilket kommer bygherren til gode," siger Anders Bilgaard, der også ser frem til at entreprenøren vil få meget mere ud af modellerne i fremtiden.

"Det er muligt for entreprenøren at overtage armeringsmodellen og så man undgår dobbeltarbejde ved at skulle starte armeringsoptegningen til klippe og bukkelister helt fra bunden. Det er der lige nu nogle juridiske og traditionsbundne udfordringer i, men det vil sandsynligvis ændre sig i de kommende år. Det vil ændre sig i takt med at kravene fra bygherrer vil blive flere og mere omfattende i forhold til genbrug af data og brugen af 3D-modeller," siger han.

Fakta

Amager Bakke
Bygherre: Amager Ressource Center
Økonomi: 3,5 mia. kr.
Areal: 41.000 m2

Hovedrådgivere:
Moe A/S
Bascon A/S
BIG CHP - Arkitekt
Rambøll Energi

Entreprenører:
NCC
GEO København
Tvilum Landinspektørfirma A/S

Arkitekt:
BIG - Bjarke Ingels Group

Fotos til artiklen kan downloades her:
http://we.tl/y9I2CPUXig

BIM
BIM står for Bygnings Informations Model (Buildning Information Model). Tekla står bag det mest omfattende BIM software i verden. Den særlige software giver en en samlet digital 3D-model af et byggeri, så hele processen bliver en komplet virtualisering i computeren af samtlige bygningsdetaljer, der via en søgefunktion kan hentes frem fra databasen. Det nedbringer risikoen for fejlberegninger og sparer samtidig tid og penge i hele byggeperioden.
Et BIM-projekt er fuldstændig anderledes end et traditionalt CAD-projekt, da en BIM kæder alle informationer i en byggesag sammen og gør alle data søgbare. Kombineret med 3D-modellen giver det bygherre, entreprenører og alle øvrige parter præcise og meget detaljerede beskrivelser af både design, geometri, dimensioner, mængder af materialer, klassifikationer, leverancer, byggestyring priser og meget mere.

Tekla
Med sin software, er Tekla banebrydende indenfor udviklingen af digitale informationsmodeller (BIM) og tilbyder flere konkurrencedygtige fordele indenfor byggeri, infrastruktur og industri.
Virksomheden blev etableret allerede i 1966, og har i dag kunder i 100 lande, kontorer i 15 lande og et globalt partner netværk. Tekla blev købt af Trimble Navigation Ltd i 2011. Tekla er en del af Trimble Buildings, en afdeling etableret af Trimble i 2012 der specifikt tilbyder hardware, software og services til et optimeret samarbejde i hele Design-Build-Operate (DBO) cyklussen indenfor byggeri.

Relevant information

http://www.tekla.com/dk


Pressekontakt


Firma

Tekla Danmark
Korskildelund 6
2670 Greve , Danmark

  +45 36 91 51 51

http://www.tekla.com/dk

Modtag nyheder fra Tekla Danmark på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater