Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
06/10-10   -   Pressemeddelelse

Væksten skal komme fra erhvervslivet

Det private erhvervsliv er nøglen til vækst i det kommende årti. Det understregede statsministeren i sin åbningstale tirsdag. Adm. direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation, Niels Jørgen Hansen, er enig.

Statsministerens åbningstale ligger i klar forlængelse af regeringens finanslovsudspil, og der lægges samlet op til fornuftige løsninger på de massive problemer, dansk økonomi står i.

- Med offentlig nulvækst er det op til den private sektor at skabe den fremtidige vækst. Det kræver imidlertid, at vilkårene for at drive virksomhed bliver forbedret, og der skal gennemføres betydelige arbejdsmarkedsreformer, hvis Danmark hurtigt og effektivt skal ud af den økonomiske krise. Vi ser derfor frem til regeringens 2020-plan, som skal få Danmark tilbage på vækstsporet, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:

- Her bør man generelt se på rammevilkårene for at drive privat virksomhed og sikre konkurrenceevnen. Blandt andet ved at sætte selskabsskatten ned samt ændre de dele af multimedieskatten, som modarbejder ambitionen om vækst i den private sektor, siger Niels Jørgen Hansen.

Statsministeren understregede endvidere, at der er behov for at sætte tæring efter næring.

- Der er ingen tvivl om, at det offentlige forbrug skal holdes i ro. Det er helt afgørende for, at statsgælden ikke eksploderer mellem hænderne på os. Når det er sagt, er det dog værd at bemærke, at der kan være områder, hvor det af hensyn til økonomien på den lange bane vil være helt på sin plads at investere her og nu. Det kan for eksempel være investeringer i energirigtigt byggeri eller i energieffektivisering af eksisterende bygninger. Sådanne investeringer er kloge, fordi bygninger skal holdes ved lige, og fordi energiinvesteringer giver en lavere driftsøkonomi i bygninger, siger administrerende direktør i TEKNIQ Niels Jørgen Hansen.

TEKNIQ ser derfor frem til regeringens bud på, hvordan vi helt konkret skal blive bedre til at spare på energien.

- Vi står over for en af de mest omfattende omlægninger af den danske energiproduktion og forbrug, og det samtidig med, at de samfundsøkonomiske ressourcer er begrænsede. Benhårde politiske prioriteringer og betydelige investeringer i de mest rentable energiløsninger er nødvendige. I rigtig mange år har vi i Danmark - nærmest blindt - investeret massivt i vindmølleparker, også selv om det måske ikke altid har været den mest rentable løsning. I fremtiden er der behov for mere nuancerede investeringer, der giver flere energibesparelser for pengene. Adskillige undersøgelser har vist, at potentialet for at spare energi i både bygninger og produktion er massivt. Samtidig er det samfundsøkonomisk billigst at hente besparelserne her, siger Niels Jørgen Hansen.


Relevant information

http://www.tekniq.dk/


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire