Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
08/10-10   -   Pressemeddelelse

Få tjek på varmen før vinteren kommer

Dagene bliver kortere, vinden bliver koldere, og regnbygerne bliver hyppigere. Efter den koldeste september i ni år er efteråret for alvor på vej, og det er ved at være tid til at tænde for varmen i de danske hjem. Desværre er rigtig mange danskeres varmeanlæg gamle og udtjente eller forkert indstillet. Det betyder, at pengene triller ud af pungen i takt med, at varmen breder sig i stuen. Men der er gode muligheder for at stoppe pengestrømmen og spare på varmeregningen. Først og fremmest ved at sikre, at hjemmets varmeanlæg fungerer optimalt og er indstillet rigtigt.

- Som boligejer kan man selv tjekke varmeanlægget, før fyringssæsonen går i gang. Man skal blot tænde for varmeanlægget og cirkulationspumpen og tjekke, at der er tilstrækkeligt tryk på anlægget. Hvis ikke, der er tryk nok på, skal man fylde mere vand på anlægget, ellers risikerer man, at der kommer luft i anlægget i stedet for vand, og det kan genere varmetilførslen til nogle af husets radiatorer. Tjek desuden radiatorerne ved at skrue helt op for varmen. Hvis ikke radiatoren bliver varm, er der muligvis behov for en udluftning eller for en mekanisk aktivering af termostatventilen. Hvis de nuværende termostater er mere end 15 år gamle, er det langt fra sikkert, at de alle sammen stadig fungerer optimalt. Det kan ses på varmeregningen. Det kan derfor være en god ide at få en vvs-installatør til at skifte dem efter en årrække, siger konsulent i teknisk afdeling i TEKNIQ Installatørernes Organisation Nils Lygaard og tilføjer:

- Oplever man, at trykket i anlægget er meget lavt, og at der jævnligt skal fyldes mere vand på anlægget, kunne det tyde på, at der er en utæthed i centralvarmeanlægget. I den situation bør man få det tjekket af en vvs-installatør.

Nils Lygaard opfordrer desuden til, at man regelmæssigt får et servicetjek af sit varmanlæg, hvad enten man er koblet op få fjernvarmenettet eller har en oliekedel, et gasfyr eller en varmepumpe. På den måde sikrer man, at anlægget er driftsikkert og kører optimalt såvel som energirigtigt hver eneste vinter.

- Det er skræmmende få danskere, der i dag sørger for at få et servicetjek af deres varmeanlæg regelmæssigt til trods for, at der kan være store besparelser at hente. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at der faktisk er en række lovkrav til service af de forskellige anlæg, siger Nils Lygaard.

Oliefyr
Hvis man har et oliefyr, er det et lovkrav, at kedlen bliver renset hvert år. Derudover kan det være en god ide at få en årlig energikontrolmåling, hvor man får efterset sin oliebrænder og justeret den. Uden service kan man risikere, at der kommer sodaflejringer i kedlen med det resultat, at oliefyrets nyttevirkning bliver mindre og olieforbruget større.

Varmepumpe
Hvis man har en varmepumpe, er der ligeledes lovkrav om eftersyn hvert år, hvor filtrene bliver renset, temperaturmålingerne bliver testet og relæ, kompressor, alarmer mv. bliver afprøvet. Har man en jordvarmepumpe, er der ligeledes lovkrav om årlig kontrol af, at slangerne i jorden er tætte.

Gaskedel
Hvis man har en gaskedel, som får tilført forbrændingsluften fra det rum, hvor gaskedlen står, er der krav om service hvert år. Har du en anden kedel, er der ingen lovkrav, men det anbefales at få kedlen serviceret hvert andet år alligevel. Op mod 30 procent af danskerne får aldrig deres gasfyringsanlæg tjekket. Det betyder, at der er risiko for, at anlægget ikke kører med optimal fyringsøkonomi, samt at man kan løbe ind i driftstekniske problemer på ubelejlige tidspunkter. Rent sikkerhedsteknisk vil det også være en god ide at få lavet service regelmæssigt på gaskedlen. Hvis man endvidere optimerer styringen af anlægget, kan man hente mellem to og fem procent i energibesparelser. Det kan være svært selv at indstille et anlæg rigtigt, så spørg en installatør til råds.

Relevant information

http://www.tekniq.dk/


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire