11/10-10
-
Pressemeddelelse
Dyrt købte praktikpladser
Praktikpladsudspil koster installationsbranchen 33 millioner kroner.
Nyt praktikpladsudspil fra regeringen vil komme til at koste arbejdsgiverne dyrt. Det skyldes, at regeringen i udspillet blandt andet ønsker at hæve beløbet i bonusordningen fra 50.000 til 70.000 kroner.
Samlet udgift: 2,4 milliarder kroner. 2,25 af dem skal virksomhederne selv betale gennem AER. Det svarer til 290 kroner ekstra pr. medarbejder om året i tre år. For virksomhederne i installationsbranchen svarer det til en samlet udgift på 11 millioner kroner om året i tre år, viser beregninger fra TEKNIQ Installatørernes Organisation. De 11 millioner kroner er et skøn over de omkostninger, der relaterer sig direkte til forhøjelsen. Hertil kommer, at der meget let kan komme en ekstraregning til virksomhederne på grund af det allerede eksisterende underskud i AER's kasse.
- Det er selvfølgelig rart for virksomhederne at få flere penge, hvis de ansætter en lærling, men det vil have en begrænset effekt at øge beløbet fra 50 til 70.000 kroner, siger adm. direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation, Niels Jørgen Hansen og uddyber:
- Det er ikke en præmie for ansættelse af lærlinge, der har betydning for, om virksomhederne vælger at ansætte en ny lærling. Det har derimod aktiviteten i virksomhederne. Der skal være arbejdsopgaver at sætte lærlinge til. Derfor bør regeringen have fokus på at stimulere væksten og aktiviteterne i virksomhederne samt sikre gode rammebetingelser for at drive virksomhed i stedet for at øge omkostningerne ved at drive virksomhed gennem øgede udgifter til AER. Det er den forkerte vej at gå. Hvis man vil sikre, at virksomhederne deltager i arbejdet med at sikre de unges uddannelse og dermed fremtidens arbejdskraft, så skal der gang i væksten i Danmark igen.
Relevant information
http://www.tekniq.dk/
Firma
TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup,
Danmark
77 41 15 52
41 44 47 22
http://www.tekniq.dk
Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail
Tilmeld dig her