Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
19/04-11   -   Pressemeddelelse

Sådan sparer du på vandet

Danskernes vandforbrug er i gennemsnit steget en procent om året siden 1930, og hver dansker bruger i dag mellem 120 og 150 liter vand hver eneste dag til madlavning, rengøring, vask, bad og toiletskyl. Ligesom forbruget er prisen på vand i Danmark også steget støt og er i dag en af de højeste i verden. Der er derfor mange gode grunde til at spare på vandet. Både til gavn for miljøet og pengepungen. Konsulent i teknisk afdeling i TEKNIQ Nils Lygaard giver her gode råd til, hvordan man kan spare på vandet.

- Som boligejer har man faktisk gode muligheder for at spare på vandet ved hjælp af ganske få midler. Først og fremmest handler det om at vedligeholde boligens installationer, så vandhanen ikke drypper, og toilettet ikke løber. For selv om det måske ikke ser ud af meget, kan en dryppende vandhane betyde en øget udgift på flere hundrede kroner om året. Det er dog intet mod et toilet, der løber. Her kan ekstraudgiften løbe op i flere tusinde kroner. Et toilet, der løber, kan bruge op til 400.000 liter vand for meget på et år, viser tal fra Københavns Energi. Det kan give en ekstraregning på helt op til 16.000 kroner, siger Nils Lygaard og tilføjer:

- Hvis der er uro i vandoverfladen, syden i rørene eller kalkrande i toilettet, er det tegn på, at toilettet løber. I den situation kan man med fordel få en installatør ud og se på det. Han kan vurdere, om der er behov for at skifte toilettet ud, eller om det kan repareres.

Hvis der er behov for at skifte det ud, kan installatøren ifølge Nils Lygaard ligeledes give gode råd til, hvilket toilet man med fordel kan erstatte det gamle med. Der er nemlig stor forskel på, hvor meget vand et toilet i dag bruger, når man skyller ud.

- Først og fremmest bør man anskaffe sig et toilet med to skyl, så man kan variere mængden af vand afhængig af behovet, når man skyller ud. Dernæst bør man anskaffe sig et, der kun bruger mellem tre og seks liter vand pr. skyl frem for otte til ti liter, siger Nils Lygaard.

Boligejere kan ligeledes spare på vandet ved at installere vandbegrænsende foranstaltninger på bruser og vandhane og eventuelt en perlator, som blander vandet i hanen op med luft. Installerer man begge dele, kan man opnå en besparelse på op til 40 procent.

- Alle tre løsninger er nemme og billige foranstaltninger, som man selv kan montere. Man kan også vælge at skifte armaturerne helt ud. For eksempel med en berøringsfri vandhane, så vandet kun løber, mens man holder hænderne under armaturet, siger Nils Lygaard og tilføjer:

- Vælger man at investere i en helt ny vandhane, er det vigtigt, at man sikrer sig, at den er VA-godkendt, så den ikke forurener vandet. Man kan finde en liste over godkendte vandhaner på hjemmesiden www.godkendtevandhaner.dk.

Ud over vandbesparende toiletter og vandhaner kan man i dag købe både A-mærkede vaske- og opvaskemaskiner, som bruger væsentligt mindre vand end tidligere.

Derudover bør man løbende holde øje med sin vandmåler, så man hurtigt opdager det, hvis der skulle være opstået en lækage i et vandrør.

- Hvis man har mistanke om, at der er opstået en lækage, kan man tjekke det på flere måder. En af dem er ved at lukke alle vandhaner i huset, sørge for at vaskemaskinen ikke kører, samt at toilettet ikke løber og efterfølgende tjekke, om vandmåleren alligevel kører. En anden mulighed er at få en installatør til at installere en vandalarm, som måler gennemstrømningen af vand i vandrørene. Efter 48 timer kan alarmen fortælle, om der er konstant gennemstrømning og dermed utætheder i vandrørene, siger Nils Lygaard.

Samtidig handler det ifølge Nils Lygaard om at bruge vandet med omtanke.

Her er fem gode råd:
· Fyld opvaskemaskine eller vaskemaskine helt, før du starter.
· Sluk for vandet, mens du børster tænder eller barberer dig.
· Skær brusebadet ned fra 10 til fem minutter.
· Vand haven om aftenen, hvor fordampningen er mindst og brug en vandkande frem for haveslangen.
· Brug balje- og børste frem for vandslange, når du vasker bil.

Relevant information

http://www.tekniq.dk/


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire