Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
31/05-11   -   Pressemeddelelse

Krav om eleftersyn i ny ejerskifteforsikring

Fra 1. februar næste år vil der være krav om at få foretaget et eleftersyn, når man tegner en ejerskifteforsikring i forbindelse med en hushandel. Det gør to ud af tre i dag. Bestemmelsen er kommet med i den reviderede lovgivning omkring huseftersyn, som netop er blevet vedtaget af Folketinget.

Det betyder, at det fremover bliver obligatorisk at få en boligs elinstallationer gennemgået af en autoriseret elinstallatør, når man tegner en ejerskifteforsikring. Til gengæld vil eventuelle defekte installationer være dækket af ejerskifteforsikringen.

- Det vil give boligejerne en helt anden tryghed, at de fremover vil være sikret mod ulovlige og farlige installationer, som kan give stød eller forårsage brand, siger Christian Jarby, chef for teknisk afdeling i TEKNIQ Installatørernes Organisation.

Helt konkret betyder ændringen, at der fremover vil blive udarbejdet en eleftersynsrapport i tillæg til den nuværende tilsynsrapport. Eleftersynsrapporten vil være en gennemgang af bygningens elektriske installationer med henblik på at finde eventuelle fejl, mangler eller nedslidning. Der vil blive foretaget stikprøvekontroller af de enkelte installationer, ligesom beskyttelsen mod brand og stød, eltavlen, HFI/HPFI-relæet og eventuelle løse ledninger eller kontakter m.m. vil blive tjekket.

- Eleftersynsrapporten vil blandt andet kunne afsløre fejl eller mangler, som kan være svære at få øje på, men som kan udgøre en betydelig fare for boligejernes sikkerhed, hvis ikke de bliver opdaget og udbedret. Det vil give både køber og sælger mulighed for at handle på et mere oplyst grundlag. I dag ved sælger ofte ikke ret meget om tilstanden af husets elinstallationer. Ved at få en autoriseret installatør ud og se på installationerne får både køber og sælger en større viden om kvaliteten af installationerne. Det betyder, at det bliver nemmere at fastsætte en pris, som svarer til den reelle værdi af huset. Og eventuelle udbedringer af installationerne kan indgå som en del af den endelige handel, siger Christian Jarby.

Samtidig kan et øget fokus på en boligs installationer have en forebyggende effekt.

- Vi ved, at der i dag er rigtig mange ejendomme, hvis installationer ikke lever op til gældende lov- og sikkerhedskrav. Blandt andet fordi der bliver lavet rigtig meget uautoriseret, "gør det selv-arbejde" i danske hjem. Den form for ulovligt, uautoriseret arbejde vil med det nye lovforslag blive blotlagt ved hushandler, og det kan være med til at forebygge mange af de skader, der i dag opstår som følge af ulovlige installationer, siger Christian Jarby.

I TEKNIQ Installatørernes Organisation arbejder man nu på at få lagt fast præcist, hvad en gennemgang skal dække, inden ordningen træder i kraft næste år.

For yderligere oplysninger kontakt Christian Jarby på 77 41 15 51.

Fakta:
- Huseftersynsordningen har eksisteret i 15 år.
- I 2004 blev der gennemført huseftersyn i 95 procent af alle handler.
- De seneste år har der i gennemsnit været ca. 60.000 hushandler om året.
- Der bliver tegnet ejerskifteforsikring i to tredjedel af alle handler.
- Det svarer til, at der fremover vil skulle udarbejdes ca. 40.000 eleftersynsrapporter om året.

Relevant information

http://www.tekniq.dk/


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire