Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/06-11   -   Pressemeddelelse

Installationsbranchen ansætter flere medarbejdere

Arbejdsløsheden er faldende, og installationsbranchens virksomheder nyansætter flere medarbejdere end i de foregående to år. Faktisk er der tale om mere end en fordobling sammenlignet med 2009, viser en ny arbejdskraftundersøgelse, som TEKNIQ Installatørernes Organisation har gennemført.

I april 2011 blev der kun afskediget 1 medarbejder, hver gang der blev ansat 3. Det svarer til, at branchens virksomheder nyansatte 5,3 medarbejdere pr. 100 ansatte. I april 2010 blev der nyansat 3,8 mand pr. 100 medarbejdere, mens der i april 2009 kun blev nyansat 2,5 mand pr 100 medarbejdere. Den tilsvarende udvikling har været gældende på lærlingeområdet.

- Tallene er udtryk for, at det langsomt begynder at gå den rigtige vej. Og billedet af arbejdskraftsituationen i branchen stemmer godt overens med resultaterne i markedsstatistikken, som forudsiger, at branchen vil opleve en lille stigning i omsætningen i både 2011 og 2012. Vi skal dog frem til 2013, før man for alvor kan tro på, at branchen vil få markant vækst, siger økonomisk-statistisk konsulent Klaus Mosekjær Madsen, TEKNIQ.

Flere andre ting i undersøgelsen peger i retning af, at installationsbranchen har overstået den værste del af krisen, selv om 2011 fortsat kan blive et besværligt år at komme igennem for mange virksomheder. F.eks. er antallet af virksomheder, som har afskediget medarbejdere i april, faldet fra 25 procent i 2010 til 17 procent i år.

Allerede om et par år kan der imidlertid godt blive kamp om arbejdskraften. For når branchens medarbejdere bliver afskediget, får de hurtigt job i andre brancher. Det fremgår af, at ledigheden faldt i 2010 - det skete til trods for, at beskæftigelsen i branchen er faldet med 2.500 personer fra 2009 til 2010. På vvs-området er ledigheden faldet fra 9,5 procent ved udgangen af 2009 til 8,9 procent ved udgangen af 2010 og på elområdet i den tilsvarende periode fra 5,9 til 4,3 procent.

- Det er værd at bemærke, at ledigheden er faldet, selv om den samlede beskæftigelse i branchen er reduceret betydeligt gennem de sidste år. Det er selvfølgelig positivt, at vores medarbejdere er så efterspurgte, at de kan få job i andre brancher, men det er skidt i forhold til en kommende situation med mangel på arbejdskraft. Det kan blive en udfordring at få hentet nogle af de folk tilbage, som har forladt installationsbranchen i kriseårene. Ellers risikerer vi at komme til at opleve en situation med mangel på arbejdskraft, som bliver endnu værre end den, vi oplevede i 2007/08, siger Klaus Mosekjær Madsen.

For yderligere oplysninger kontakt Klaus Mosekjær Madsen på 77 42 42 37 eller 31 10 10 02

Se hele undersøgelsen her :
http://my.mailiac.com/t/r/l/jhzddd/kkiiihtdi/t/

Se også tidligere års undersøgelser her :
http://my.mailiac.com/t/r/l/jhzddd/kkiiihtdi/i/

Arbejdskraftundersøgelsen, der gennemføres hvert år med april som referencemåned, bygger på svar fra næsten en tredjedel af TEKNIQs medlemsvirksomheder, som tilsammen repræsenterer godt 9.000 medarbejdere.

Relevant information

http://www.tekniq.dk/


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire