Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/11-11   -   Pressemeddelelse

Flere sten på vejen til økonomisk vækst

- Det er brandærgerligt, at regeringen vælger at smide sten på vejen i form af massive øgede udgifter til private virksomheder, når nu ønsket har været en kickstart af dansk økonomi. De øgede udgifter til virksomhederne betyder, at de gode initiativer, der ligger i regeringens finanslovsforslag, og som kunne have bidraget positivt til væksten i Danmark, kun i begrænset omfang kommer til deres ret, siger Niels Jørgen Hansen, administrerende direktør i TEKNIQ Installatørernes Organisation, og tilføjer:

- I forslaget fra regeringen er der lagt op til, at virksomhederne gennem et øget AER-bidrag på næsten to milliarder over to år skal bidrage yderligere til finansiering af en uddannelsesgaranti til alle unge gennem oprettelse af flere skolepraktikpladser, forsøg med praktikpladscentre og en fortsættelse af præmieringsordningen. Det er ren gift for virksomhederne. Vi mener, at den eneste sikre vej til flere praktikpladser er øget økonomisk aktivitet i samfundet. Derfor risikerer man ved et så markant øget AER-bidrag at skabe den modsatte effekt, siger Niels Jørgen Hansen.

Han er heller ikke begejstret ved udsigten til en arbejdsskadeafgift.

- Uanset, hvordan vi vender og drejer det, er der tale om en skat på beskæftigelse på 300 mio. kr. Det handler alene om at få nogle kroner i kassen - til skade for jobskabelsen, siger Niels Jørgen Hansen.

Endelig er TEKNIQ stærkt bekymret over udsigten til en betalingsring rundt om København.

- Vi er sikre på, at en kommende betalingsring vil gå ud over væksten i Hovedstadsområdet. For at undgå alt for negative konsekvenser må vi sikre, at de virksomheder, der i dagligdagen servicerer de københavnske borgere og vælgere, bliver holdt skadesløse. Det kunne være i form af fripas til både de virksomheder, der har adresse inden og uden for betalingsringen, og som har en betydelig kundegruppe i Indre By, siger Niels Jørgen Hansen, som dog tilføjer:

- Når det er sagt, så må vi også konstatere, at regeringen har valgt at fremlægge en række initiativer, som faktisk er ganske positive, siger Niels Jørgen Hansen.

Som eksempler nævner han afskaffelsen af multimedieskatten, videreførelse af boligfradragsordningen - med skærpet grøn profil fra 2013 og frem-rykningen af de offentlige investeringer.

- Multimedieskatten har været en torn i øjet på installationsbranchen lige siden den blev gennemført. Vi har reelt set haft at gøre med en skat på arbejdsredskaber, som har haft en meget negativ indvirkning på el- og vvs-installatørernes muligheder for at effektivisere deres arbejde, øge produktiviteten og servicere kunderne på fornuftig måde. Vi er meget tilfredse med, at den nu forsvinder ud af billedet, siger Niels Jørgen Hansen.

For så vidt angår boligfradragsordningen, så er installatørerne også tilfredse med, at regeringen allerede i 2012 vil målrette ordningen grønne investeringer, for så i 2013 at omdanne den til udelukkende at dække grønne investeringer i boligen.

- Vi hilser det velkommen, at regeringen fra 2013 vil omdanne ordningen til en ren tilskudsordning til grønne investeringer. En af forudsætningerne for, at danskerne begynder at investere mere i energieffektivisering og klimavenlig opvarmning i boligen er, at tilbagebetalingstiderne på investeringerne falder. Og det kan blandt andet ske gennem øget tilskud, siger Niels Jørgen Hansen.

Endelig er han tilfreds med en fremrykning af de offentlige investeringer, 10,7 mia. kr. i 2017 og 8 mia. kr. i 2013. Han noterer sig især fremrykningen af renoveringsprojekter i det almene boligbyggeri for 5,5 mia. kr., der vil betyde en markant stigning i aktiviteten.

- Lige pt. er der kapacitet i installations- og byggebranchen til, at vi kan udføre de fremrykkede offentlige investeringer. Så det kan vise sig at være en god idé at fremrykke investeringerne, også selv om der reelt set ikke sættes flere penge af, siger Niels Jørgen Hansen.

Relevant information

http://www.tekniq.dk


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire