Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
26/10-12   -   Pressemeddelelse

Regler for installation af solceller strammet op

Skal man have et solcelleanlæg lovligt installeret på taget, så skal opgaven som hovedregel udføres af en autoriseret elinstallatør eller af virksomheder, der som erhverv producerer, reparerer og vedligeholder solcelleinstallationer og som samtidig kan installere solcellerne efter Stærkstrømsbekendtgørelsens specifikke krav.

Eneste undtagelse fra den regel, er, hvis solcelleanlægget udgør ét samlet produkt, hvor der foreligger en beskrivelse af montagen og sammenkoblingen. I de få tilfælde må ikke-elkyndige udføre arbejdet.

Ud over selve montagen og installationen af anlægget, så skal tilkoblingen af solcelleinstallationen i gruppetavlen (der hvor elmåler og fejlstrømsafbryder som hovedregel sidder) altid udføres af en autoriseret elinstallatør.

Det fremgår af Sikkerhedsmeddelelsen: "Afgrænsning af elinstallatørlovens anvendelsesområde i relation til montage, sammenkobling og tilkobling af solcelleinstallationer", som Sikkerhedsstyrelsen netop har udsendt.

I meddelelsen hedder det: "Sammensættes en solcelleinstallation af en række forskellige produkter, hvor der ikke foreligger en samlet beskrivelse af montage og sammenkobling, er sammenkoblingen og montagen af den samlede solcelleinstallation forbeholdt autoriserede elinstallatører samt personer og virksomheder, der som erhverv producerer, reparerer og vedligeholder solcelleinstallationer. Dette følger af elinstallatørlovens § 3, stk. 2."

Samtidig understreger Sikkerhedsstyrelsen i deres meddelelse, at det kun er solcelleanlæg, som udgør ét samlet produkt - og hvor der foreligger en beskrivelse af montagen og sammenkoblingen, som ikke er underlagt elinstallatørloven.

- Det er den professionelle branches vurdering, at langt de fleste solcelleanlæg, der sælges i dag, kun kan monteres og installeres ved hjælp af forskellige produkter, også selv om de bliver solgt og markedsført som gør det selv-produkter. Hver bolig er unik og meget ofte skal en ledning forlænges eller også skal der skiftes en komponent, når anlægges skal monteres og installeres - også selv om det er solgt og markedsført som gør det selv-produkt. Så vi opfatter Sikkerhedsstyrelsens meddelelse som en klar opstramning på området. Fremover er det i langt de fleste tilfælde kun elkyndige fagfolk, der må montere og installere solceller. Kun i de helt særlige tilfælde, hvor solcelleanlægget uden nogen former for modificeringer kan samles og monteres (rene plug and play-løsninger) må menigmand stå for montage og installation, siger teknisk chef i TEKNIQ, Christian Jarby:

- Vi er glade for Sikkerhedsstyrelsens præcisering, og vi opfatter det som en klar opstramning i forhold til tidligere tiders fortolkning af reglerne. Solcellemarkedet er fortsat relativt nyt og præget af mange lykkeriddere, som ikke altid har den nødvendige elfaglige kunnen til at løse opgaven forsvarligt. Af hensyn til forbrugernes sikkerhed og en maksimal udnyttelse af solcelleanlæggenes ydeevne, er det en klar fordel for kunderne, at det fremover som hovedregel kun er autoriserede elinstallatører og særligt kompetente virksomheder, der må montere og samle solcelleanlæggene, siger Christian Jarby.

Når anlægget er opsat og fast tilsluttet, må reparation og vedligeholdelse kun udføres af autoriserede elinstallatørvirksomheder samt af personer og virksomheder, der som erhverv producerer, reparerer og vedligeholder solcelleinstallationer.

En autoriseret elinstallatørvirksomhed kan lovligt tilkoble en solcelleinstallation, som virksomheden ikke selv har monteret eller sammenkoblet.

Endelig slår Sikkerhedsstyrelsen fast, at den autoriserede elinstallatør ikke påtager sig ansvaret for lovligheden af solcelleinstallationen ved at tilkoble denne.

Relevant information

http://www.tekniq.dk


Pressekontakt


Firma

TEKNIQ - Installatørernes organisation
Paul Bergsøes Vej 6
2600 Glostrup, Danmark

  77 41 15 52
  41 44 47 22

http://www.tekniq.dk

Modtag nyheder fra TEKNIQ - Installatørernes organisation på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire